< Job 6 >

1 Men Job svarede og sagde:
Then Job answered and said:
2 Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!
Oh that my vexation were but weighed, and my calamity laid in the balances altogether!
3 Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.
For now it would be heavier than the sand of the seas; therefore are my words broken.
4 Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.
For the arrows of the Almighty are within me, the poison whereof my spirit drinketh up; the terrors of God do set themselves in array against me.
5 Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?
Doth the wild ass bray when he hath grass? or loweth the ox over his fodder?
6 Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?
Can that which hath no savour be eaten without salt? or is there any taste in the juice of mallows?
7 Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.
My soul refuseth to touch them; they are as the sickness of my flesh.
8 Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!
Oh that I might have my request, and that God would grant me the thing that I long for!
9 og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!
Even that it would please God to crush me; that He would let loose His hand, and cut me off!
10 Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.
Then should I yet have comfort; yea, I would exult in pain, though He spare not; for I have not denied the words of the Holy One.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?
What is my strength, that I should wait? and what is mine end, that I should be patient?
12 Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?
Is my strength the strength of stones? or is my flesh of brass?
13 Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!
Is it that I have no help in me, and that sound wisdom is driven quite from me?
14 Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.
To him that is ready to faint kindness is due from his friend, even to him that forsaketh the fear of the Almighty.
15 Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,
My brethren have dealt deceitfully as a brook, as the channel of brooks that overflow,
16 de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.
Which are black by reason of the ice, and wherein the snow hideth itself;
17 Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.
What time they wax warm, they vanish, when it is hot, they are consumed out of their place.
18 Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.
The paths of their way do wind, they go up into the waste, and are lost.
19 Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.
The caravans of Tema looked, the companies of Sheba waited for them —
20 De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.
They were ashamed because they had hoped; they came thither, and were confounded.
21 Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.
For now ye are become His; ye see a terror, and are afraid.
22 Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?
Did I say: 'Give unto me'? or: 'Offer a present for me of your substance'?
23 eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?
or: 'Deliver me from the adversary's hand'? or: 'Redeem me from the hand of the oppressors'?
24 Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.
Teach me, and I will hold my peace; and cause me to understand wherein I have erred.
25 Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?
How forcible are words of uprightness! But what doth your arguing argue?
26 Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?
Do ye hold words to be an argument, but the speeches of one that is desperate to be wind?
27 Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.
Yea, ye would cast lots upon the fatherless, and dig a pit for your friend.
28 Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?
Now therefore be pleased to look upon me; for surely I shall not lie to your face.
29 Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!
Return, I pray you, let there be no injustice; yea, return again, my cause is righteous.
30 Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?
Is there injustice on my tongue? Cannot my taste discern crafty devices?

< Job 6 >