< Job 6 >
1 Men Job svarede og sagde:
And Job answered and said,
2 Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!
Oh that my grief were thoroughly weighed, and all my calamity laid in the balances!
3 Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.
For now it would be heavier than the sand of the seas; therefore my words are vehement.
4 Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.
For the arrows of the Almighty are within me, their poison drinketh up my spirit: the terrors of God are arrayed against me.
5 Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?
Doth the wild ass bray by the grass? loweth an ox over his fodder?
6 Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?
Shall that which is insipid be eaten without salt? Is there any taste in the white of an egg?
7 Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.
What my soul refuseth to touch, that is as my loathsome food.
8 Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!
Oh that I might have my request, and that God would grant my desire!
9 og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!
And that it would please God to crush me, that he would let loose his hand and cut me off!
10 Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.
Then should I yet have comfort; and in the pain which spareth not I would rejoice that I have not denied the words of the Holy One.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?
What is my strength, that I should hope? and what is mine end, that I should have patience?
12 Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?
Is my strength the strength of stones? is my flesh of brass?
13 Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!
Is it not that there is no help in me, and soundness is driven away from me?
14 Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.
For him that is fainting kindness [is meet] from his friend; or he forsaketh the fear of the Almighty.
15 Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,
My brethren have dealt deceitfully as a stream, as the channel of streams which pass away,
16 de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.
Which are turbid by reason of the ice, in which the snow hideth itself:
17 Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.
At the time they diminish, they are dried up; when heat affecteth them, they vanish from their place:
18 Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.
They wind about in the paths of their course, they go off into the waste and perish.
19 Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.
The caravans of Tema looked, the companies of Sheba counted on them:
20 De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.
They are ashamed at their hope; they come thither, and are confounded.
21 Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.
So now ye are nothing; ye see a terrible object and are afraid.
22 Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?
Did I say, Bring unto me, and make me a present from your substance?
23 eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?
Or, rescue me from the hand of the oppressor, and redeem me from the hand of the violent?
24 Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.
Teach me, and I will hold my tongue; and cause me to understand wherein I have erred.
25 Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?
How forcible are right words! but what doth your upbraiding reprove?
26 Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?
Do ye imagine to reprove words? The speeches of one that is desperate are indeed for the wind.
27 Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.
Yea, ye overwhelm the fatherless, and dig [a pit] for your friend.
28 Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?
Now therefore if ye will, look upon me; and it shall be to your face if I lie.
29 Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!
Return, I pray you, let there be no wrong; yea, return again, my righteousness shall be in it.
30 Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?
Is there wrong in my tongue? cannot my taste discern mischievous things?