Job 6
1 Men Job svarede og sagde:
But Job answered and said,
2 Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!
Oh that one would indeed weigh the wrath that is upon me, and take up my griefs in a balance together!
3 Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.
And verily they would be heavier than the sand by the seashore: but, as it seems, my words are vain.
4 Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.
For the arrows of the Lord are in my body, whose violence drinks up my blood: whenever I am going to speak, they pierce me.
5 Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?
What then? will the wild ass bray for nothing, if he is not seeking food? or again, will the ox low at the manger, when he has a fodder?
6 Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?
Shall bread be eaten without salt? or again, is there taste in empty words?
7 Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.
For my wrath cannot cease; for I perceive my food as the smell of a lion [to be] loathsome.
8 Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!
For oh that he would grant [my desire], and my petition might come, and the Lord would grant my hope!
9 og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!
Let the Lord begin and wound me, but let him not utterly destroy me.
10 Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.
Let the grave be my city, upon the walls of which I have leaped: I will not shrink from it; for I have not denied the holy words of my God.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?
For what is my strength, that I continue? what is my time, that my soul endures?
12 Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?
Is my strength the strength of stones? or is my flesh of brass?
13 Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!
Or have I not trusted in him? but help is [far] from me.
14 Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.
Mercy has rejected me; and the visitation of the Lord has disregarded me.
15 Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,
My nearest relations have not regarded me; they have passed me by like a failing brook, or like a wave.
16 de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.
They who used to reverence me, now have come against me like snow or congealed ice.
17 Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.
When it has melted at the approach of heat, it is not known what it was.
18 Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.
Thus I also have been deserted of all; and I am ruined, and become an outcast.
19 Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.
Behold the ways of the Thaemanites, ye that mark the paths of the Sabaeans.
20 De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.
They too that trust in cities and riches shall come to shame.
21 Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.
But ye also have come to me without pity; so that beholding my wound ye are afraid.
22 Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?
What? have I made any demand of you? or do I ask for strength from you,
23 eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?
to deliver me from enemies, or to rescue me from the hand of the mighty ones?
24 Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.
Teach ye me, and I will be silent: if in anything I have erred, tell me.
25 Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?
But as it seems, the words of a true man are vain, because I do not ask strength of you.
26 Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?
Neither will your reproof cause me to cease my words, for neither will I endure the sound of your speech.
27 Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.
Even because ye attack the fatherless, and insult your friend.
28 Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?
But now, having looked upon your countenances, I will not lie.
29 Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!
Sit down now, and let there not be unrighteousness; and unite again with the just.
30 Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?
For there is no injustice in my tongue; and does not my throat meditate understanding?
