Job 6
1 Men Job svarede og sagde:
Saa tog Job til Orde og svarede:
2 Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!
Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!
3 Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.
Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!
4 Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.
Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Aand inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.
5 Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?
Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?
6 Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?
Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?
7 Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.
Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.
8 Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!
Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg haaber;
9 og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!
vilde Gud dog knuse mig, række Haanden ud og skære mig fra,
10 Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.
saa vilde det være min Trøst — jeg hopped af Glæde trods skaanselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?
Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være taalmodig?
12 Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?
Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?
13 Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!
Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.
14 Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.
Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.
15 Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,
Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,
16 de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.
de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,
17 Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.
men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;
18 Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.
Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og gaar til Grunde;
19 Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.
Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog haaber paa dem,
20 De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.
men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!
21 Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.
Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen saa I og grebes af Skræk!
22 Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?
Har jeg mon sagt: »Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,
23 eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?
red mig af Fjendens Haand, køb mig fri fra Voldsmænds Haand!«
24 Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.
Lær mig, saa vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!
25 Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?
Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?
26 Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?
Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!
27 Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.
Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.
28 Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?
Men vilde I nu dog se paa mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?
29 Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!
Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!
30 Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?
Er der Uret paa min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?
