Job 6
1 Men Job svarede og sagde:
Job ni a pathung teh,
2 Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!
Oe, ka kângairunae heh, yawcu dawk khing haw pawiteh, ka khang e runae naw hai, yawcu khingnae dawk phat naseh.
3 Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.
Bangkongtetpawiteh, palang teng e sadi hlak hai a ri han doeh. Hatdawkvah ka dei payon toe.
4 Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.
Bangkongtetpawiteh, Athakasaipounge ni a ka e pala teh kai thung vah ao, ahnimae a sue hah ka muitha ni a nei. Cathut takinae hah ka hmalah a kamnue.
5 Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?
Kahrawng e la ni hram a papnae koe a hram boimaw,
6 Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?
Atuinae kaawm hoeh e bu teh palawi laipalah ca thai han maw. Aduirakei ka pangaw e dawk atuinae bangmaw kaawm.
7 Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.
Ka hringnae ni, a tek han a ngai hoeh e, kai hanelah, panuettho e rawcanaw doeh.
8 Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!
Oe, kahei e heh ka hmawt haw pawiteh, Cathut ni ngai poung e na poe haw pawiteh.
9 og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!
Pahren lahoi Cathut ni vek na khei haw na seh, A kut na pho sin nateh vitkatip lah, na tâtueng haw naseh,
10 Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.
Hottelah nakunghai, ka lungmawngnae ka tawn rah. Patawnae ni na tha hoeh nakunghai ka lunghawi han rah. Bangkongtetpawiteh, tami kathounge lawk hah kâhrawk mahoeh.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?
Bangpatete thaonae maw ka tawn teh, ka ngaihawi han rah. Ka poutnae hah, banglamaw ao teh, ka hringnae ni a saw sak han rae te,
12 Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?
Ka thaonae heh lungsong thaonae lah maw ao. Ka takthai he rahum lah maw a tho.
13 Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!
Ka thung vah kabawmkung awmhoeh namaw, ka kuepcingnae naw pueng kai koehoi be kampuen toung nahoehmaw.
14 Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.
Bangpueng katetthai takinae a ceitakhai nakunghai, patawnae ka khang e koevah, a hui koehoi a lungmanae kamnue sak hane doeh.
15 Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,
Ka hmaunawnghanaw teh palang tui patetlah yuengyoe kampuen e doeh, dawngdengca dawk kahmat e palang tui patetlah ao awh.
16 de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.
Tui a kamkak e kecu dawkvah a tamang teh, a thungvah ka kâhrawk e tadamtui patetlah ao.
17 Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.
Abet torei teh, be kahma awh teh, a kâan torei teh amamae hmuen koehoi kahmakata awh.
18 Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.
Amamae a lamthung dawk hoi a kamlang awh teh, nâ lahai cet laipalah kahmakata awh.
19 Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.
Teman miphun kahlawng kacetnaw ni a khet awh teh, Sheba kahlawng kacetnaw ni a ngaihawi awh.
20 De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.
A ngâhawi awh dawkvah, a lungpout awh. Hawvah a pha awh torei teh, a kaya awh.
21 Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.
Bangkongtetpawiteh, atuvah banglahai na tho awh hoeh toe. Takikatho e na hmu awh teh, na lung a puen awh.
22 Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?
Na poe awh haw, telah ka dei boimaw, hoeh pawiteh, na hnopainaw dawk hoi, kai na ratang nahanelah poe awh ka ti boimaw,
23 eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?
Hoeh pawiteh, ka tarannaw e kut dawk hoi na rungngang awh haw, ka ti boimaw, hoeh pawiteh, kai ka hnephnap e koehoi na ratang awh ka ti boimaw.
24 Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.
Na cangkhai awh haw, duem ka o han, lawkkalan hah na panuek sak awh.
25 Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?
Lannae teh, banghloimaw a tha ao. Hateiteh, na lawknaw ni bangmaw a kamceng sak.
26 Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?
Lawk ka dei e naw heh yonpen hane maw na ngai awh. Ngaihawinae ka tawn hoeh e tami ni a dei e lawk teh, kahlî patetlah doeh ao.
27 Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.
Nangmouh niteh, naranaw hah na ka pacekpahlek awh, na huinaw hanelah tangkom na tai pouh awh.
28 Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?
Hatdawkvah, pahren lahoi khen awh haw, bangkongtetpawiteh, nangmae hmalah ka lai kathout mahoeh.
29 Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!
Ban awh nateh, lanhoehnae hah awm sak awh hanh, atu totouh ka kangdout e ka lannae heh tawm awh.
30 Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?
Ka lai dawk lanhoehnae ao maw, katui hoi katui hoeh e na kapekkaboe thai awh hoeh maw.
