Job 5
1 Raab, kære, om der er nogen, som svarer dig? og til hvem af de hellige vil du vende Ansigtet?
Rop berre du; kven svarar deg? Kva engel vil du beda til?
2 Thi Fortørnelse slaar en Daare ihjel, og Nidkærhed dræber den taabelige.
Mismod slær fåvis mann i hel og brennhug den som lite veit.
3 Jeg saa en Daare rodfæstet, og jeg forbandede hans Bolig hastelig.
Eg såg ein dåre festa rot, og brått eg laut hans bustad banna.
4 Hans Børn vare langt fra Frelse og nedtraadtes i Porten, og der var ingen, som reddede dem.
Hans søner hjelpelaus var, uhjelpte trakka ned i porten.
5 Den hungrige opaad hans Høst og hentede den endog fra Tjørnehegnet, og Røverne opslugte hans Formue.
Hans avling åt dei svoltne upp, dei tok ho tråss i klungergjerde, og snara lurde på hans gods.
6 Thi Uretfærdighed skyder ikke frem af Støvet, og Møje vokser ikke op af Jorden;
Men naudi ei frå dusti kjem; ulukka ei or jordi renn;
7 men et Menneske bliver født til Møje, ligesom Gnister maa flyve højt op.
nei, mannen vert til møda fødd, som gneistarne lyt fljuga høgt.
8 Dog jeg vilde søge hen til Gud, og til Gud vilde jeg rette min Tale;
Eg vilde venda meg til Gud og leggja saki fram for honom,
9 til ham, som gør store Ting, hvilke man ikke kan ransage, underlige Ting, saa der er intet Tal paa dem;
som storverk gjer som ei me skynar, fleir’ underverk enn me kann telja,
10 ham, som giver Regn paa Jorden og lader Vand komme paa Markerne;
som sender regnet ned på jord og vatnet yver mark og eng,
11 for at sætte de ringe højt op, og at de sørgende ophøjes ved Frelse;
som lyfter låg og liten upp og hjelper syrgjande til frelsa,
12 ham, som gør de træskes Anslag til intet, at deres Hænder ikke kunne udføre Sagen;
som spiller planen for dei sløge, so deira hender inkje duger,
13 ham, som griber de vise i deres Træskhed, saa de underfundiges Raad hastelig omstødes;
som fangar vismann i hans vit, so listig råd forrenner seg.
14 om Dagen løbe de an i Mørket og føle sig for om Middagen, som var det Nat.
Um dagen støyter dei på myrker, trivlar ved middag som ved natt.
15 Og han frelser en fattig fra Sværd, fra deres Mund og fra den stærkes Haand,
Frå sverd frelser han frelser fatigmann, frå deira munn, frå yvervald,
16 saa der bliver Haab for den ringe, og Uretfærdighed maa lukke sin Mund.
so vesalmann fær hava von, men vondskap lata munnen att.
17 Se, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor foragte du ikke den Almægtiges Tugtelse!
Men sæl den mann som Gud mun refsa; vanvyrd ei tukt frå Allvalds-Gud!
18 Thi han gør Smerte og forbinder; han saargør, og hans Hænder læge.
Han sårar, men bind og umkring; han slær men lækjer med si hand.
19 I seks Angester skal han fri dig, og i syv skal intet ondt røre dig.
Seks trengslor bergar han deg or, i sju skal inkje vondt deg nå.
20 I Hunger skal han frelse dig fra Døden og i Krig fra Sværdets Vold.
I hunger fri’r han deg frå dauden, i krig du undan sverdet slepp;
21 Du skal finde Skjul for Tungens Svøbe og ikke frygte for Ødelæggelse, naar den kommer.
for tungesvipa er du berga, og trygg du er i tap og tjon;
22 Du skal le ad Ødelæggelse og Hunger og ikke frygte for Jordens Dyr;
du lær åt tjon og hungersnaud og ottast ikkje ville dyr;
23 thi med Stenene paa Marken har du Pagt, og Markens Dyr skulle holde Fred med dig.
du samband hev med stein på marki, og fred med villdyr uti heidi.
24 Og du skal forfare, at dit Telt har Fred, og du skal besøge din Bolig og intet savne.
Du merkar at ditt tjeld hev fred, og inkje vantar i ditt hus.
25 Og du skal forfare, at din Sæd skal blive mangfoldig, og din Afkom som Græs paa Jorden.
Du ser, ditt sæde tallrikt er, ditt avkom rikt som gras på eng.
26 Du skal komme til Graven i Alderdom, ligesom Neg optages i sin Tid.
I mannskraft til di grav du gjeng, lik korn, køyrt inn i rette tid.
27 Se dette, det have vi undersøgt, saa er det; hør det, og forstaa det vel!
Det hev me granska; so det er; so høyr og merka deg det då!»
