Job 41
1 Kan du trække Leviathan op med en Krog? eller drage dens Tunge med en Snor, du lader synke ned?
Kann du fiska krokodillen, binda tunga hans med taum,
2 Kan du sætte et Sivreb i dens Næse eller gennembore dens Kæber med en Krog?
Draga snor i gjenom nosi, hogga krok i kjaken hans?
3 Mon den vil gøre mange ydmyge Begæringer til dig eller tale milde Ord for dig?
Vil han tigga um nåde, tala mjuke ord til deg?
4 Mon den vil gøre en Pagt med dig, at du kan tage den til Tjener evindelig?
Tru han vil gjera samband med deg og din træl for alltid verta?
5 Kan du lege med den som med en Fugl? eller binde den fast, til Morskab for dine Smaapiger?
Kann du han som leikfugl halda for smågjentorne i band?
6 Skulle Deltagerne vel drive Handel med den? skulle de dele den ud iblandt Købmænd?
Handlar fiskarlag med honom, skiftar ut til kræmarar?
7 Kan du fylde dens Hud med Spyd, dens Hoved med Harpuner?
Kann hans hud med spjot du fylla, og hans hovud med harpunar?
8 Læg din Haand paa den! Du vil huske den Kamp og ikke gøre det mere.
Berre prøv - du skal det minnast; enn ein gong du gjer det ikkje!
9 Se, Haabet derom slaar fejl; styrter man ikke ned endog kun ved Synet af den?
Kvar og ein vil missa voni, verta feld ved syni av han.
10 Der er ingen saa dumdristig, at han tør tirre den; hvo er da den, der vil bestaa for mit Ansigt?
Ingen torer eggja honom; kven kann då mot meg reisa?
11 — Hvo har givet mig noget først, at jeg skulde betale det? hvad der er under al Himmelen, det er mit —
Kven gav meg, so eg gjev att? Under himmeln alt eg eig.
12 jeg vil ikke tie om dens Lemmer og dens Styrkes Beskaffenhed og dens Legemsbygnings Yndelighed.
Ei eg tegjer um hans lemer, um hans sterke, væne bygnad.
13 Hvo har afklædt den dens ydre Bedækning? hvo tør komme ind imellem dens dobbelte Tandrækker?
Kven hev drege brynja av han, Gjenge inn i duble tanngard?
14 Hvo har opladt dens Ansigts Døre? omkring dens Tænder er der Rædsel.
Kven hev opna kjakeporten? Rædsla kring hans tenner ligg.
15 Dens Skjoldes Rande ere prægtige, lukkede som med et tæt Segl.
Sterke er hans skjolde-rader, feste med ei fast forsigling.
16 Den ene er saa nær ved den anden, at der ikke kan komme Vejr ind imellem dem.
Tett dei ligg innåt kvarandre, ingi luft slepp millom deim.
17 Den ene hænger fast ved den anden; de gribe i hverandre og adskilles ikke.
Eine skjolden i den andre heng i hop, skilst ikkje åt.
18 Dens Nysen lader Lys skinne, og dens Øjne ere som Morgenrødens Øjenlaage.
Ljos ifrå hans njosing strålar, augo skin som morgonroden.
19 Af dens Mund fare Blus, Ildgnister fare ud.
Or hans gap skyt brandar fram, gneistar sprutar derifrå.
20 Af dens Næsebor udgaar Røg som af en sydende Gryde og af en Kedel.
Or hans nasar stig det røyk, liksom eim or kjel som kokar.
21 Dens Aande kan stikke Ild i Kul, og en Lue gaar ud af dens Mund.
Anden hans set eld på kol, logen ut or gapet stend.
22 Paa dens Hals hviler Styrke, og Angest hopper foran den.
I hans nakke styrken bur, rædsla spring framfor hans åsyn.
23 Dens Køds Stykker hænge fast sammen; det er som støbt paa den, det kan ikke bevæges.
Tette sit kjøtvalkarne, støypte fast urikkelg.
24 Dens Hjerte er støbt fast som Sten, ja, støbt fast som den nederste Møllesten.
Hjarta hans er hardt som stein, fast som understein i kverni.
25 Naar den farer op, grue de stærke; af Angest forfejle de Maalet.
Kjempor ræddast når han ris, misser både mod og hugs;
26 Angriber nogen den med Sværd, da bider det ikke paa, ej heller Spyd, Kastevaaben eller Lanse.
Sverd vil ikkje bita på, ikkje skot med spjot og pil.
27 Den agter Jern som Straa, Kobber som raaddent Træ.
Jarn agtar han liksom strå, kopar nett som fauskeved.
28 Ingen Pil jager den paa Flugt, Slyngestene blive for den som Avner.
Ei han vik for bogesonen; stein frå slyngja vert som halm,
29 Køllen agtes som Avner, og den ler ad det susende Glavind.
og stridsklubba vert som strå, og han lær åt spjot som susar.
30 Under den ere skarpe Skæl, og det er, som den drager en Tærskeslæde hen over Dyndet.
Under han er kvasse broddar, spor dei set som treskjeslede.
31 Dybet syder som en Gryde; den gør Havet som en Salvekedel.
Djupet kokar som ei gryta, sjøen som ein salvekjel.
32 Den gør, at Vejen skinner efter den; man maatte holde Havet for graahaaret.
Vegen lyser etter honom, djupet skin som sylverhår.
33 Der er ingen, som kat? lignes ved den paa Jorden, den er skabt til at være uden Frygt.
Liken hans på jord ei finst, denne skapning utan ræddhug.
34 Den ser ned paa alt højt; den er en Konge over alle stolte Dyr.
Han ser ned på alt som høgt er, konge yver alle kaute.»
