Job 41
1 Kan du trække Leviathan op med en Krog? eller drage dens Tunge med en Snor, du lader synke ned?
Prendras-tu le crocodile à l’hameçon? Saisiras-tu sa langue avec une corde?
2 Kan du sætte et Sivreb i dens Næse eller gennembore dens Kæber med en Krog?
Mettras-tu un jonc dans ses narines? Lui perceras-tu la mâchoire avec un crochet?
3 Mon den vil gøre mange ydmyge Begæringer til dig eller tale milde Ord for dig?
Te pressera-t-il de supplication? Te parlera-t-il d’une voix douce?
4 Mon den vil gøre en Pagt med dig, at du kan tage den til Tjener evindelig?
Fera-t-il une alliance avec toi, Pour devenir à toujours ton esclave?
5 Kan du lege med den som med en Fugl? eller binde den fast, til Morskab for dine Smaapiger?
Joueras-tu avec lui comme avec un oiseau? L’attacheras-tu pour amuser tes jeunes filles?
6 Skulle Deltagerne vel drive Handel med den? skulle de dele den ud iblandt Købmænd?
Les pêcheurs en trafiquent-ils? Le partagent-ils entre les marchands?
7 Kan du fylde dens Hud med Spyd, dens Hoved med Harpuner?
Couvriras-tu sa peau de dards, Et sa tête de harpons?
8 Læg din Haand paa den! Du vil huske den Kamp og ikke gøre det mere.
Dresse ta main contre lui, Et tu ne t’aviseras plus de l’attaquer.
9 Se, Haabet derom slaar fejl; styrter man ikke ned endog kun ved Synet af den?
Voici, on est trompé dans son attente; A son seul aspect n’est-on pas terrassé?
10 Der er ingen saa dumdristig, at han tør tirre den; hvo er da den, der vil bestaa for mit Ansigt?
Nul n’est assez hardi pour l’exciter; Qui donc me résisterait en face?
11 — Hvo har givet mig noget først, at jeg skulde betale det? hvad der er under al Himmelen, det er mit —
De qui suis-je le débiteur? Je le paierai. Sous le ciel tout m’appartient.
12 jeg vil ikke tie om dens Lemmer og dens Styrkes Beskaffenhed og dens Legemsbygnings Yndelighed.
Je veux encore parler de ses membres, Et de sa force, et de la beauté de sa structure.
13 Hvo har afklædt den dens ydre Bedækning? hvo tør komme ind imellem dens dobbelte Tandrækker?
Qui soulèvera son vêtement? Qui pénétrera entre ses mâchoires?
14 Hvo har opladt dens Ansigts Døre? omkring dens Tænder er der Rædsel.
Qui ouvrira les portes de sa gueule? Autour de ses dents habite la terreur.
15 Dens Skjoldes Rande ere prægtige, lukkede som med et tæt Segl.
Ses magnifiques et puissants boucliers Sont unis ensemble comme par un sceau;
16 Den ene er saa nær ved den anden, at der ikke kan komme Vejr ind imellem dem.
Ils se serrent l’un contre l’autre, Et l’air ne passerait pas entre eux;
17 Den ene hænger fast ved den anden; de gribe i hverandre og adskilles ikke.
Ce sont des frères qui s’embrassent, Se saisissent, demeurent inséparables.
18 Dens Nysen lader Lys skinne, og dens Øjne ere som Morgenrødens Øjenlaage.
Ses éternuements font briller la lumière; Ses yeux sont comme les paupières de l’aurore.
19 Af dens Mund fare Blus, Ildgnister fare ud.
Des flammes jaillissent de sa bouche, Des étincelles de feu s’en échappent.
20 Af dens Næsebor udgaar Røg som af en sydende Gryde og af en Kedel.
Une fumée sort de ses narines, Comme d’un vase qui bout, d’une chaudière ardente.
21 Dens Aande kan stikke Ild i Kul, og en Lue gaar ud af dens Mund.
Son souffle allume les charbons, Sa gueule lance la flamme.
22 Paa dens Hals hviler Styrke, og Angest hopper foran den.
La force a son cou pour demeure, Et l’effroi bondit au-devant de lui.
23 Dens Køds Stykker hænge fast sammen; det er som støbt paa den, det kan ikke bevæges.
Ses parties charnues tiennent ensemble, Fondues sur lui, inébranlables.
24 Dens Hjerte er støbt fast som Sten, ja, støbt fast som den nederste Møllesten.
Son cœur est dur comme la pierre, Dur comme la meule inférieure.
25 Naar den farer op, grue de stærke; af Angest forfejle de Maalet.
Quand il se lève, les plus vaillants ont peur, Et l’épouvante les fait fuir.
26 Angriber nogen den med Sværd, da bider det ikke paa, ej heller Spyd, Kastevaaben eller Lanse.
C’est en vain qu’on l’attaque avec l’épée; La lance, le javelot, la cuirasse, ne servent à rien.
27 Den agter Jern som Straa, Kobber som raaddent Træ.
Il regarde le fer comme de la paille, L’airain comme du bois pourri.
28 Ingen Pil jager den paa Flugt, Slyngestene blive for den som Avner.
La flèche ne le met pas en fuite, Les pierres de la fronde sont pour lui du chaume.
29 Køllen agtes som Avner, og den ler ad det susende Glavind.
Il ne voit dans la massue qu’un brin de paille, Il rit au sifflement des dards.
30 Under den ere skarpe Skæl, og det er, som den drager en Tærskeslæde hen over Dyndet.
Sous son ventre sont des pointes aiguës: On dirait une herse qu’il étend sur le limon.
31 Dybet syder som en Gryde; den gør Havet som en Salvekedel.
Il fait bouillir le fond de la mer comme une chaudière, Il l’agite comme un vase rempli de parfums.
32 Den gør, at Vejen skinner efter den; man maatte holde Havet for graahaaret.
Il laisse après lui un sentier lumineux; L’abîme prend la chevelure d’un vieillard.
33 Der er ingen, som kat? lignes ved den paa Jorden, den er skabt til at være uden Frygt.
Sur la terre nul n’est son maître; Il a été créé pour ne rien craindre.
34 Den ser ned paa alt højt; den er en Konge over alle stolte Dyr.
Il regarde avec dédain tout ce qui est élevé, Il est le roi des plus fiers animaux.
