< Job 41 >
1 Kan du trække Leviathan op med en Krog? eller drage dens Tunge med en Snor, du lader synke ned?
Canst thou draw forth the crocodile with a hook, Or press down his tongue with a cord?
2 Kan du sætte et Sivreb i dens Næse eller gennembore dens Kæber med en Krog?
Canst thou put a rope into his nose, Or pierce his cheek with a hook?
3 Mon den vil gøre mange ydmyge Begæringer til dig eller tale milde Ord for dig?
Will he make many entreaties to thee? Will he speak soft words to thee?
4 Mon den vil gøre en Pagt med dig, at du kan tage den til Tjener evindelig?
Will he make a covenant with thee? Canst thou take him for a servant for ever?
5 Kan du lege med den som med en Fugl? eller binde den fast, til Morskab for dine Smaapiger?
Canst thou play with him, as with a bird? Or canst thou bind him for thy maidens?
6 Skulle Deltagerne vel drive Handel med den? skulle de dele den ud iblandt Købmænd?
Do men in company lay snares for him? Do they divide him among the merchants?
7 Kan du fylde dens Hud med Spyd, dens Hoved med Harpuner?
Canst thou fill his skirt with barbed irons, Or his head with fish-spears?
8 Læg din Haand paa den! Du vil huske den Kamp og ikke gøre det mere.
Do but lay thy hand upon him, —Thou wilt no more think of battle!
9 Se, Haabet derom slaar fejl; styrter man ikke ned endog kun ved Synet af den?
Behold, his hope is vain! Is he not cast down at the very sight of him?
10 Der er ingen saa dumdristig, at han tør tirre den; hvo er da den, der vil bestaa for mit Ansigt?
None is so fierce that he dare stir him up; Who then is he that can stand before me?
11 — Hvo har givet mig noget først, at jeg skulde betale det? hvad der er under al Himmelen, det er mit —
Who hath done me a favor, that I must repay him? Whatever is under the whole heaven is mine.
12 jeg vil ikke tie om dens Lemmer og dens Styrkes Beskaffenhed og dens Legemsbygnings Yndelighed.
I will not be silent concerning his limbs, And his strength, and the beauty of his armor.
13 Hvo har afklædt den dens ydre Bedækning? hvo tør komme ind imellem dens dobbelte Tandrækker?
Who can uncover the surface of his garment? Who will approach his jaws?
14 Hvo har opladt dens Ansigts Døre? omkring dens Tænder er der Rædsel.
Who will open the doors of his face? The rows of his teeth are terrible!
15 Dens Skjoldes Rande ere prægtige, lukkede som med et tæt Segl.
His glory is his strong shields, United with each other, as with a close seal.
16 Den ene er saa nær ved den anden, at der ikke kan komme Vejr ind imellem dem.
They are joined one to another, So that no air can come between them.
17 Den ene hænger fast ved den anden; de gribe i hverandre og adskilles ikke.
They cleave fast to each other, They hold together, and cannot be separated.
18 Dens Nysen lader Lys skinne, og dens Øjne ere som Morgenrødens Øjenlaage.
His sneezing sendeth forth light, And his eyes are like the eyelashes of the morning.
19 Af dens Mund fare Blus, Ildgnister fare ud.
Out of his mouth go flames, And sparks of fire leap forth.
20 Af dens Næsebor udgaar Røg som af en sydende Gryde og af en Kedel.
From his nostrils issueth smoke, as from a heated pot, or caldron.
21 Dens Aande kan stikke Ild i Kul, og en Lue gaar ud af dens Mund.
His breath kindleth coals, And flames issue from his mouth.
22 Paa dens Hals hviler Styrke, og Angest hopper foran den.
In his neck dwelleth strength, And terror danceth before him.
23 Dens Køds Stykker hænge fast sammen; det er som støbt paa den, det kan ikke bevæges.
The flakes of his flesh cleave fast together; They are firm upon him, and cannot be moved.
24 Dens Hjerte er støbt fast som Sten, ja, støbt fast som den nederste Møllesten.
His heart is solid like a stone; Yea, solid like the nether millstone.
25 Naar den farer op, grue de stærke; af Angest forfejle de Maalet.
When he riseth up, the mighty are afraid; Yea, they lose themselves for terror.
26 Angriber nogen den med Sværd, da bider det ikke paa, ej heller Spyd, Kastevaaben eller Lanse.
The sword of him that assaileth him doth not stand, The spear, the dart, nor the habergeon.
27 Den agter Jern som Straa, Kobber som raaddent Træ.
He regardeth iron as straw, And brass as rotten wood.
28 Ingen Pil jager den paa Flugt, Slyngestene blive for den som Avner.
The arrow cannot make him flee; Sling-stones to him become stubble;
29 Køllen agtes som Avner, og den ler ad det susende Glavind.
Clubs are accounted by him as straw; He laugheth at the shaking of the spear.
30 Under den ere skarpe Skæl, og det er, som den drager en Tærskeslæde hen over Dyndet.
Under him are sharp potsherds; He spreadeth out a thrashing-sledge upon the mire.
31 Dybet syder som en Gryde; den gør Havet som en Salvekedel.
He maketh the deep to boil like a caldron; He maketh the sea like a pot of ointment.
32 Den gør, at Vejen skinner efter den; man maatte holde Havet for graahaaret.
Behind him he leaveth a shining path; One would think the deep to be hoary.
33 Der er ingen, som kat? lignes ved den paa Jorden, den er skabt til at være uden Frygt.
Upon the earth there is not his master; He is made without fear.
34 Den ser ned paa alt højt; den er en Konge over alle stolte Dyr.
He looketh down upon all that is high; He is king over all the sons of pride.