Job 41
1 Kan du trække Leviathan op med en Krog? eller drage dens Tunge med en Snor, du lader synke ned?
Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med Snøre?
2 Kan du sætte et Sivreb i dens Næse eller gennembore dens Kæber med en Krog?
Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber?
3 Mon den vil gøre mange ydmyge Begæringer til dig eller tale milde Ord for dig?
Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord?
4 Mon den vil gøre en Pagt med dig, at du kan tage den til Tjener evindelig?
Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for evigt?
5 Kan du lege med den som med en Fugl? eller binde den fast, til Morskab for dine Smaapiger?
Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn?
6 Skulle Deltagerne vel drive Handel med den? skulle de dele den ud iblandt Købmænd?
Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne?
7 Kan du fylde dens Hud med Spyd, dens Hoved med Harpuner?
Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved?
8 Læg din Haand paa den! Du vil huske den Kamp og ikke gøre det mere.
Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer.
9 Se, Haabet derom slaar fejl; styrter man ikke ned endog kun ved Synet af den?
Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.
10 Der er ingen saa dumdristig, at han tør tirre den; hvo er da den, der vil bestaa for mit Ansigt?
Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?
11 — Hvo har givet mig noget først, at jeg skulde betale det? hvad der er under al Himmelen, det er mit —
Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?
12 jeg vil ikke tie om dens Lemmer og dens Styrkes Beskaffenhed og dens Legemsbygnings Yndelighed.
Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt.
13 Hvo har afklædt den dens ydre Bedækning? hvo tør komme ind imellem dens dobbelte Tandrækker?
Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser?
14 Hvo har opladt dens Ansigts Døre? omkring dens Tænder er der Rædsel.
Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel.
15 Dens Skjoldes Rande ere prægtige, lukkede som med et tæt Segl.
Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;
16 Den ene er saa nær ved den anden, at der ikke kan komme Vejr ind imellem dem.
de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;
17 Den ene hænger fast ved den anden; de gribe i hverandre og adskilles ikke.
de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre.
18 Dens Nysen lader Lys skinne, og dens Øjne ere som Morgenrødens Øjenlaage.
Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne.
19 Af dens Mund fare Blus, Ildgnister fare ud.
Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.
20 Af dens Næsebor udgaar Røg som af en sydende Gryde og af en Kedel.
Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.
21 Dens Aande kan stikke Ild i Kul, og en Lue gaar ud af dens Mund.
Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab.
22 Paa dens Hals hviler Styrke, og Angest hopper foran den.
Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den.
23 Dens Køds Stykker hænge fast sammen; det er som støbt paa den, det kan ikke bevæges.
Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;
24 Dens Hjerte er støbt fast som Sten, ja, støbt fast som den nederste Møllesten.
fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten.
25 Naar den farer op, grue de stærke; af Angest forfejle de Maalet.
Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.
26 Angriber nogen den med Sværd, da bider det ikke paa, ej heller Spyd, Kastevaaben eller Lanse.
Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil.
27 Den agter Jern som Straa, Kobber som raaddent Træ.
Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;
28 Ingen Pil jager den paa Flugt, Slyngestene blive for den som Avner.
Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den,
29 Køllen agtes som Avner, og den ler ad det susende Glavind.
Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.
30 Under den ere skarpe Skæl, og det er, som den drager en Tærskeslæde hen over Dyndet.
På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens;
31 Dybet syder som en Gryde; den gør Havet som en Salvekedel.
Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden;
32 Den gør, at Vejen skinner efter den; man maatte holde Havet for graahaaret.
bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår.
33 Der er ingen, som kat? lignes ved den paa Jorden, den er skabt til at være uden Frygt.
Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte.
34 Den ser ned paa alt højt; den er en Konge over alle stolte Dyr.
Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.
