Job 4
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Na Temanni Elifas buaa Hiob se,
2 Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
“Sɛ obi pɛ sɛ ɔne wo kasa a, worennya ntoboase ana? Hena na wobetumi aka nʼano ato mu?
3 Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
Dwene sɛnea wakyerɛkyerɛ nnipa bebree, sɛnea woahyɛ nsa a emu ayɛ mmerɛw no den.
4 dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
Wo nsɛm ahyɛ wɔn a wɔahintiw no den; woahyɛ nkotodwe a ayɛ mmerɛw mu den.
5 men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
Na afei a ɔhaw aba no, wʼaba mu abu; adwira wo, na wo werɛ ahow.
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
So ɛnsɛ sɛ wo nyamesuro yɛ wʼahotoso na wʼakwan a ɛho nni asɛm no yɛ wʼanidaso ana?
7 Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
“Dwene ho: Wɔasɛe obi a ne ho nni asɛm pɛn ana? Ɛhefa na wɔsɛee obi a ɔyɛ pɛ?
8 Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
Sɛnea mahu no, wɔn a wofuntum bɔne ne wɔn a wodua ɔhaw no twa so aba.
9 De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
Onyankopɔn home ano, wɔsɛe; nʼabufuw turuw a wɔyera.
10 Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
Gyata betumi abobɔ mu na wɔaworo so, nanso wɔabubu gyata akɛse no se.
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
Gyata annya hanam a owu, na gyatabere mma no bɔ hwete.
12 Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
“Wɔbɛkaa kokoamsɛm bi kyerɛɛ me na mʼaso tee no sɛ asomsɛm.
13 i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
Wɔ anadwo daeso basabasa mu, bere a nnipa adeda nnahɔɔ no,
14 da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
ehu ne nketenkete kyeree me ɛmaa me nnompe nyinaa wosowee.
15 og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
Honhom bi twaa mʼani so, na me ho nwi sɔre gyinae.
16 den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
Egyinae, nanso, manhu nʼabɔsu. Biribi begyinaa mʼanim, na metee nne bɔkɔɔ bi a ɛrebisa se,
17 Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
‘Onipa desani betumi ateɛ asen Onyankopɔn? Na mpo ɔhoɔdenfo betumi ayɛ kronkron asen ne Yɛfo ana?
18 Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
Sɛ Onyankopɔn ntumi mfa ne ho nto nʼankasa asomfo so, sɛ ɔka nʼabɔfo mfomso kyerɛ wɔn a,
19 endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
na nkantom wɔn a wɔtete dɔte afi mu, wɔn a wɔn fapem sisi mfutuma mu na wɔdwerɛw wɔn ntɛm so sen abubummaba!
20 fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
Efi anɔpahema kosi anwummere wobubu wɔn mu nketenkete; na wɔyera korakora a obiara nhu wɔn bio.
21 Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
So wommiamia wɔn ntamadan ahama mu, a ɛno nti wowuwu a wonni nyansa ana?’
