< Job 4 >

1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Entonces Elifaz temanita tomó la palabra y dijo:
2 Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
“¿Te molestará por ventura si osamos hablarte? Mas ¿quién puede contener las palabras?
3 Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
Mira, tú has enseñado a muchos, y a las manos débiles dabas fuerza.
4 dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
Tus palabras sostenían a los que tropezaban, fortalecías las rodillas que vacilaban.
5 men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
Y ahora que a ti te ha llegado el turno, estás abatido; si Él te toca a ti, quedas turbado.
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
¿No existe ya tu temor (a Dios), tu confianza, ni esperanza, y la rectitud de tu vida?
7 Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
Recuerda bien si pereció jamás inocente alguno, ¿y dónde han sido exterminados los justos?
8 Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
Por lo que siempre he visto, los que aran la iniquidad y siembran el mal, eso mismo cosechan,
9 De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
Perecen al soplo de Dios, los consume el aliento de su ira.
10 Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
El bramido del león, la voz del rugiente, y los dientes del leoncillo se quiebran.
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
Perece el león por falta de presa, y los cachorros de la leona andan dispersos.
12 Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
En el silencio me llegó una palabra, mi oído solo percibió un murmullo.
13 i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
Agitado por visiones nocturnas, cuando en profundo sueño caen los hombres,
14 da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
se apoderó de mí un susto y espanto que estremeció todos mis huesos.
15 og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
Pasó por delante de mí un espíritu que erizó los pelos de mi cuerpo.
16 den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
Se detuvo, pero no pude conocer su rostro; estaba cual espectro ante mis ojos; y en el silencio oí una voz (que decía):
17 Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
«¿Acaso el hombre es más justo que Dios? ¿el mortal más puro que su Hacedor?»
18 Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
Si Él ni de sus mismos ministros se fía, y aun en sus ángeles descubre faltas,
19 endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
¿cuánto más en los que habitan en casas de barro, cuyos fundamentos son de polvo y serán roídos (como) por la polilla?
20 fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
De la noche a la mañana son exterminados, perecen para siempre sin que nadie repare en ello.
21 Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
Se les corta el hilo de su (vida); mueren sin sabiduría.

< Job 4 >