Job 4

1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:

Eliifaaz namichi Teemaan sun akkana jedhee deebise:

2 Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?

“Yoo namni tokko sitti dubbachuu yaale, ati ni komattaa? Garuu eenyutu dubbachuu dhiisa?

3 Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;

Ati akka nama baayʼee barsiifte, akka harka dadhabaa illee jajjabeessite yaadadhu.

4 dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;

Dubbiin kee warra gatantaran gargaaree dhaabeera; atis jilba laafe jabeessiteerta.

5 men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!

Amma garuu rakkinni sirra gaʼe; atis abdii kutatteerta; rakkinni si miidheera; atis rifatteerta;

6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?

Waaqa sodaachuun kee irkoo kee, qajeelinni karaa keetiis abdii kee mitii?

7 Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?

“Ammas yaadadhu; namni qulqulluun takkumaa badee beekaa? Qajeelonni eessatti badanii beeku?

8 Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:

Akka ani hubadhetti warri waan hamaa qotatan, kanneen waan hamaa facaasanis isuma haammatu.

9 De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.

Isaanis hafuura Waaqni isaanitti baafatuun badu; hafuuraa dheekkamsa isaaniitiinis ni barbadeeffamu.

10 Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;

Leenci ni aada; ni gururiʼas; ilkaan leenca saafelaa garuu ni caccaba.

11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.

Leenci jabaan waan adamsu dhabee ni duʼa; ilmaan leenca dhaltuus ni bittinnaaʼu.

12 Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf

“Dubbiin tokko icciitiidhaan naa fidame; gurri koos asaasa isaa dhagaʼe.

13 i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;

Abjuu halkanii sodaachisaa keessa, yommuu hirribni cimaan nama qabatutti,

14 da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;

sodaa fi hollachuun na qabatee lafee koo hunda raase.

15 og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;

Hafuurri luffi jedhee fuula koo dura darbe; rifeensi dhagna koos kaʼee dhaabate.

16 den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:

Innis ni dhaabate; ani garuu inni maal akka taʼe hubachuu hin dandeenye. Fakkiin tokko ija koo dura dhaabate; anis sagalee tasgabbii kan akkana jedhu tokkon dhagaʼe:

17 Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?

‘Namni duʼa hin oolle, Waaqa caalaa qajeelaa taʼuu dandaʼaa? Namni Uumaa isaa caalaa qulqulluu taʼuu dandaʼaa?

18 Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,

Waaqni tajaajiltoota isaa hin amanatu; ergamoota isaas balleessaa isaaniitiin ni gaafata;

19 endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;

yoos warri manneen suphee keessa jiraatan, warri hundeen isaanii biyyoo taʼe, warri bilii caalaa burkutaaʼan immoo akkam haa taʼan ree?

20 fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.

Isaan ganamaa fi galgala gidduutti burkutaaʼu; tasumas bara baraan ni badu.

21 Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.

Akka isaan ogummaa malee duʼaniif funyoon dunkaana isaanii hin luqqifamnee?’