Job 4
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Då tok Elifaz frå Teman til ords og sagde:
2 Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
«Vert du vel tykkjen um eg talar? Men kven kann halda ordi inne?
3 Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
På rette veg du førde mange; dei trøytte hender styrkte du;
4 dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
med ord du hjelpte deim som snåva, og gav dei veike knei kraft.
5 men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
Men når det gjeld deg sjølv, du klagar; når deg det råkar, ræddast du!
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
Di von du på di gudstru bygde og sette lit til last-laust liv.
7 Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
Tenk etter: Når vart skuldlaus tynt? Når gjekk rettvis mann til grunns?
8 Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
Stødt fann eg: dei som urett pløgde, og sådde naud, dei hausta slikt;
9 De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
dei stupte for Guds andedrag, gjekk for hans vreidestorm til grunns.
10 Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
Ja, løva skrik, og villdyr burar; ungløva fær sin tanngard knekt;
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
og løva døyr av skort på rov; løvinna misser sine ungar.
12 Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
Ein løynleg tale til meg kom; i øyra mitt det stilt vart kviskra,
13 i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
som tankar i eit nattsyn kjem, når svevnen tung på folki kviler.
14 da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
Det kom ei rædsla yver meg, ei skjelving gjenom alle lemer;
15 og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
ein gust meg yver panna strauk, og på min kropp seg håri reiste;
16 den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
og noko stogga for mi åsyn; eg kunde ikkje klårt skilja; framfor mitt auga stod eit bilæt’, eg høyrde som ei røyst som kviskra:
17 Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
«Hev menneskjet vel rett for Gud? Er mannen rein framfor sin skapar?
18 Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
Han sine tenarar ei trur og finn hjå sine englar lyte -
19 endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
enn meir hjå folk i hus av leir; hjå deim som hev sin grunn i moldi, ein kann deim krasa, som eit mol.
20 fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
Dei er frå morgon og til kveld; ein krasar deim - kven merkar det? - Og dei vert ikkje funne meir.
21 Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
Når deira tjeldsnor vert rykt upp, dei døyr og ingen visdom fær.»
