Job 4
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Respondens autem Eliphaz Themanites, dixit:
2 Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
Si coeperimus loqui tibi, forsitan moleste accipies, sed conceptum sermonem tenere quis poterit?
3 Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
Ecce docuisti multos, et manus lassas roborasti:
4 dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
Vacillantes confirmaverunt sermones tui, et genua trementia confortasti:
5 men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
Nunc autem venit super te plaga, et defecisti: tetigit te, et conturbatus es.
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
Ubi est timor tuus, fortitudo tua, patientia tua, et perfectio viarum tuarum?
7 Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
Recordare obsecro te, quis umquam innocens periit? aut quando recti deleti sunt?
8 Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
Quin potius vidi eos, qui operantur iniquitatem, et seminant dolores, et metunt eos,
9 De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
Flante Deo perisse, et spiritu irae eius esse consumptos:
10 Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
Rugitus leonis, et vox leaenae, et dentes catulorum leonum contriti sunt.
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
Tigris periit, eo quod non haberet praedam, et catuli leonis dissipati sunt.
12 Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
Porro ad me dictum est verbum absconditum, et quasi furtive suscepit auris mea venas susurri eius.
13 i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
In horrore visionis nocturnae, quando solet sopor occupare homines,
14 da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
Pavor tenuit me, et tremor, et omnia ossa mea perterrita sunt:
15 og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
Et cum spiritus me praesente transiret, inhorruerunt pili carnis meae.
16 den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
Stetit quidam, cuius non agnoscebam vultum, imago coram oculis meis, et vocem quasi aurae lenis audivi.
17 Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
Numquid homo, Dei comparatione iustificabitur, aut factore suo purior erit vir?
18 Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
Ecce qui serviunt ei, non sunt stabiles, et in angelis suis reperit pravitatem:
19 endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
Quanto magis hi qui habitant domos luteas, qui terrenum habent fundamentum, consumentur velut a tinea?
20 fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
De mane usque ad vesperam succidentur: et quia nullus intelligit, in aeternum peribunt.
21 Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
Qui autem reliqui fuerint, auferentur ex eis: morientur, et non in sapientia.
