Job 4

1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:

Na Eliphaz el fahk, “Job, ku kom ac toasrla nga fin sramsram?

2 Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?

Nga koflana misla ac tia fahk nunak luk.

3 Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;

Kom luti mwet puspis tari, Ac akkeye poun mwet su munas.

4 dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;

Ke pacl sie mwet el munasla ac tukulkul, Kas lom tuh akkeyal elan tuyak.

5 men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!

Na inge ke kom pa sun ongoiya uh, Kom arulana lofongla kac.

6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?

Kom tuh alu nu sin God, ac moul lom arulana suwohs; Ke ma inge fal na in oasr lulalfongi ac finsrak lom.

7 Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?

Srike esam lah acnu oasr pacl se sie mwet suwoswos el sun ongoiya, Ku sie mwet wangin mwata el wotla liki sou lal?

8 Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:

Nga liye tari ke mwet uh ac taknelik orekma sesuwos, In ima lun ma koluk; Na elos ac kosrani pac sesuwos ac ma koluk.

9 De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.

In kasrkusrak lun God, El kunauselosla oana sie paka.

10 Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;

Mwet koluk elos kou ac wowo oana lion uh, Tuh God El kutongulosi ac kotala wihselos.

11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.

Oana luman lion su wangin ma elan uniya ac kang, Elos ac misa, ac tulik natulos nukewa fahsrelik.

12 Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf

“Sie pacl ah oasr kas se tuku kakasrisrikna; Aok arulana srikla pusra, apkuranna ngan tia ku in lohng.

13 i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;

Pusra se inge lusrongla motul luk ah oana sie mweme koluk. Nga rarrar,

14 da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;

Ac monuk nufon usrusryak ke sangeng.

15 og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;

Sie engyeng na srisrik ukya mutuk, Ac monuk nufon tuninmihsrisrla ke sangeng.

16 den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:

Nga liye lah oasr ma se tu insac; A nga ne ngetang nu kac, nga tia ku in akilen lah mea se. Mihsna in pacl sac, ac nga lohng sie pusra kasla, fahk mu:

17 Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?

‘Ya sie mwet ku in suwoswos ye mutun God? Ya mwet se ku in nasnasna ye mutun El su oralla?

18 Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,

God El tia lulalfongi mwet kulansap lal inkusrao. Finne lipufan uh, El konauk lah oasr pac ma elos sufalla kac.

19 endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;

Kom nunku mu El ku in lulalfongi sie ma su orekla ke fohk kle, Sie ma orekla ke fohk, su fisrasr in itungyuki oana sie srenyuhu?

20 fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.

Sahp sie mwet ac ku in moul ke lotutang uh, A ekela na el misa, wangin eteya.

21 Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.

Ma lal nukewa ac itukla lukel; El ac misa, a srakna wangin etauk in el.’