Job 4
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Dann antwortete Eliphas aus Theman und sprach:
2 Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
Wird's dich verdrießen, wenn man ein Wort an dich wagt? Doch wer vermag der Worte Lauf zu hemmen!
3 Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
Hast du doch Viele selbst ermahnt und schlaffe Arme neu gestärkt:
4 dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
Wer strauchelte, den hielten deine Worte aufrecht, und wankenden Knieen verliehst du Kraft.
5 men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
Nun, da es dich trifft, verzagst du; da dich's erfaßt, brichst du zusammen.
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
Ist deine Gottesfurcht nicht dein Vertrauen, und deine Hoffnung dein unsträflich Leben?
7 Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
Bedenke doch, wer kam je schuldlos um, und wo wurden jemals Rechtschaffene vernichtet?
8 Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
So viel ich sah: nur, wer Unheil pflügte und Elend säte, hat es auch eingeerntet!
9 De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
Durch Gottes Odem gingen sie zu Grunde, durch seinen Zornhauch schwanden sie dahin.
10 Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
Des Löwen Brüllen und des Leuen Stimme - der jungen Löwen Zähne sind zerbrochen!
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
Der Leu kommt um, weil ihm die Beute fehlt, und zerstreuen müssen sich der Löwin Kinder.
12 Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
Und zu mir drang ein verstohlenes Wort, mein Ohr vernahm davon einen flüsternden Laut -
13 i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
bei der Gedanken Spiel infolge von Nachtgesichten, wenn tiefer Schlaf sich auf die Menschen senkt.
14 da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
Ein Beben überkam mich und ein Zittern, alle meine Gebeine geriethen in Beben.
15 og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
Ein Wehen zog an mir vorüber, es sträubten sich die Haare mir am Leibe.
16 den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
Dann stand - sein Aussehn konnt ich nicht erkennen - ein Gebilde vor meinen Augen; ich vernahm eine flüsternde Stimme:
17 Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
“Ist wohl ein Mensch gerecht vor Gott, vor seinem Schöpfer rein ein Mann?
18 Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
“Fürwahr, seinen Dienern traut er nicht und seinen Engeln mißt er Irrtum bei,
19 endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
“geschweige den Lehmhüttenbewohnern, deren Sein im Staube wurzelt, die zermalmt werden wie eine Motte.
20 fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
“Zwischen Morgen und Abend werden sie zerschmettert; ohne daß es jemand beachtet, gehn sie auf ewig zu Grunde.
21 Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
“Wird ihr Zeltstrick in ihnen zerrissen, so sterben sie dahin in Unverstand.”
