< Job 4 >

1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Da gab ihm Eliphaz aus Teman also Antwort:
2 Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
"Hat man vor dich zur Prüfung je ein Ding gebracht, worüber du den Mut verloren hättest? Wer konnte je den Worten Einhalt tun?
3 Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
Fürwahr, so viele hast du selbst belehrt, so manchen schwachen Arm gestählt.
4 dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
Den Strauchelnden hielt aufrecht deine Rede; die müden Kniee stärktest du.
5 men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
Jetzt kommt's an dich, da wirst du mutlos; wo dich's erfaßt, verzweifelst du.
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
War deine Gottesfurcht nicht dein Vertrauen, und dein unsträflich Leben deine Hoffnung?
7 Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
Bedenke nur: Wer kommt je schuldlos um? Wo gehen Redliche zugrunde?
8 Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
Die Unrecht pflügen, Böses säen, die ernten's auch. So weiß ich es.
9 De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
Durch Gottes Odem gehen sie zugrunde; durch seinen Zornhauch sterben sie.
10 Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
Der Löwen Stimmen selber, das Gebrüll der Leuen, der jungen Löwen Zähne werden ausgetilgt.
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
Der Löwe geht zugrunde aus Beutemangel; der Löwin Junge müssen sich zerstreuen.
12 Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
Zu mir drang ein verstohlen Wort; mein Ohr vernahm davon nur ein Geflüster.
13 i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
Im Wundertraum, bei Nachtgesichten, wenn Tiefschlaf auf die Menschen fällt,
14 da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
da fuhr in mich ein Schrecken und ein Zittern, und Angst ließ mein Gebein erbeben.
15 og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
Und über meinen Rücken lief es kalt; ein Schauder schüttelt' meinen Leib.
16 den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
Das Unbekannte stand vor mir; vor meinem Auge schwebte her ein Schatten. - Ein Säuseln hörte ich und eine Stimme:
17 Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
'Ist gegen Gott ein Mensch gerecht; vor seinem Schöpfer einer rein?'
18 Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
Er traut dies seinen Dienern selbst nicht zu, und seinen Engeln flößt er Schrecken ein.
19 endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
Nun vollends gar der Lehmhausmensch, der Sterbliche, aus Staub gebaut, noch leichter als die Motten zu zerdrücken!
20 fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
Vom Morgen bis zum Abend werden sie vernichtet; unwiderruflich gehen sie zugrunde.
21 Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
Ja, wird denn nicht ihr Vorzug ihnen weggenommen? Durch Unvernunft nur sterben sie."

< Job 4 >