Job 4
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Eliphaz de Têmân prit la parole et dit:
2 Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
Si l’on essaie de te répliquer, tu en seras peut-être contrarié; mais qui peut contenir ses paroles?
3 Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
Certes, tu as fait la leçon à bien des gens; des bras qui tombaient de lassitude, tu les fortifiais.
4 dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
Tes paroles relevaient celui qui trébuchait, les genoux qui chancelaient, tu les raffermissais.
5 men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
Et maintenant que le malheur te visite, tu te décourages; il met la main sur toi, et tu es consterné!
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
Ta piété n’est-elle pas pour te donner confiance? L’Intégrité de ta conduite n’est-elle pas ton espoir?
7 Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
Songes-y donc: est-il un innocent qui ait succombé? Où est-il arrivé que des justes aient péri?
8 Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
Pour moi, j’ai observé ce fait: ceux qui cultivent l’iniquité et sèment le mal les récoltent.
9 De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
Un souffle de Dieu les fait périr, le vent de sa colère les anéantit.
10 Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
Que le lion rugisse, que le fauve pousse des hurlements: les dents du lionceau sont brisées.
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
La bête féroce périt, faute de proie, et les petits de la lionne sont dispersés.
12 Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
Quant à moi, il m’est venu une révélation furtive: mon oreille en saisit un léger murmure.
13 i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
Ce fut dans le flot de pensées qu’apportent les visions nocturnes, alors qu’un lourd sommeil pèse sur les hommes.
14 da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
Je me sentis envahi par la terreur et le frisson; tous mes os en frémirent de peur.
15 og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
Un souffle effleura ma face, et les poils se hérissèrent sur ma chair.
16 den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
Une figure, dont les traits m’étaient inconnus, se tint là sous mes yeux, et j’entendis 'le faible son d’une voix:
17 Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
"L’Homme me fut-il dit peut-il être juste devant Dieu? Le mortel peut-il être pur au gré de son Créateur?
18 Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
Mais il ne se fie même pas à ses serviteurs; jusque dans ses anges il constate des défaillances!
19 endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
Que sera-ce des hommes, habitants de maisons d’argile, qui ont leurs fondements dans la poussière, et qu’on foule aux pieds comme un ver?
20 fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
Du matin au soir, ils se trouvent écrasés; sans qu’on y fasse attention, ils périssent à jamais.
21 Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
Ah! Le fil qui les soutenait est rompu: ils meurent, sans avoir acquis la sagesse!
