Job 4
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Et Éliphaz, le Thémanite, répondit et dit:
2 Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
Si nous essayons de t’adresser une parole, en seras-tu irrité? Mais qui pourrait se retenir de parler?
3 Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
Voici, tu en as enseigné beaucoup, et tu as fortifié les mains languissantes;
4 dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
Tes paroles ont tenu droit celui qui chancelait, et tu as affermi les genoux qui ployaient;
5 men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
Mais maintenant [le malheur] est venu sur toi, et tu es irrité; il t’atteint, et tu es troublé.
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
Ta crainte [de Dieu] n’est-elle pas ta confiance, et l’intégrité de tes voies, ton espérance?
7 Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
Souviens-toi, je te prie, qui a péri étant innocent? et où les hommes droits ont-ils été détruits?
8 Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
Selon ce que j’ai vu, ceux qui labourent l’iniquité et qui sèment la misère, la moissonnent.
9 De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
Ils périssent par le souffle de Dieu, et sont consumés par le souffle de ses narines.
10 Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
Le rugissement du lion et la voix du [lion] rugissant [sont étouffés], et les dents des jeunes lions sont brisées;
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
Le lion fort périt faute de proie, et les petits de la lionne sont dispersés.
12 Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
Une parole vint à moi secrètement, et mon oreille en saisit la susurration,
13 i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
Au milieu des pensées que font naître les visions de la nuit, quand un sommeil profond tombe sur les hommes;
14 da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
La frayeur vint sur moi, et le frisson, et elle fit trembler la multitude de mes os;
15 og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
Et un esprit passa devant moi: les cheveux de ma chair se dressèrent.
16 den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
Il se tint là; je ne reconnus pas son apparence: une forme était devant mes yeux. J’entendis un léger murmure et une voix:
17 Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
Un mortel sera-t-il plus juste que Dieu, l’homme sera-t-il plus pur que celui qui l’a fait?
18 Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
Voici, il ne se fie pas à ses serviteurs, et ses anges il les charge de folie;
19 endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
Combien plus à ceux qui habitent dans des maisons d’argile dont le fondement est dans la poussière, qui sont écrasés comme la teigne!
20 fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
Du matin au soir, ils sont frappés; ils périssent pour toujours sans qu’on y fasse attention.
21 Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
Leurs cordes ne leur sont-elles pas arrachées? Ils meurent, et sans sagesse.
