Job 4
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Alors Éliphaz de Théman prit la parole et dit:
2 Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
Si nous risquons un mot, peut-être en seras-tu affligé; mais qui pourrait retenir ses paroles?
3 Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
Voilà que tu en as instruit plusieurs, que tu as fortifié les mains débiles,
4 dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
que tes paroles ont relevé ceux qui chancelaient, que tu as raffermi les genoux vacillants!…
5 men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
Et maintenant que le malheur vient à toi, tu faiblis; maintenant qu’il t’atteint, tu perds courage!…
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
Ta crainte de Dieu n’était-elle pas ton espoir? Ta confiance n’était-elle pas dans la pureté de ta vie?
7 Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
Cherche dans ton souvenir: quel est l’innocent qui a péri? En quel lieu du monde les justes ont-ils été exterminés?
8 Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
Pour moi, je l’ai vu, ceux qui labourent l’iniquité et qui sèment l’injustice, en moissonnent les fruits.
9 De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
Au souffle de Dieu ils périssent, ils sont consumés par le vent de sa colère.
10 Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
Le rugissement du lion et sa voix tonnante sont étouffés, et les dents du jeune lion sont brisées;
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
le lion périt faute de proie, et les petits de la lionne se dispersent.
12 Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
Une parole est arrivée furtivement jusqu’à moi, et mon oreille en a saisi le léger murmure.
13 i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
Dans le vague des visions de la nuit, à l’heure où un sommeil profond pèse sur les mortels,
14 da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
une frayeur et un tremblement me saisirent, et agitèrent tous mes os.
15 og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
Un esprit passait devant moi… Les poils de ma chair se hérissèrent.
16 den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
Il se dressa, — je ne reconnus pas son visage, — comme un spectre sous mes yeux. Un grand silence, puis j’entendis une voix:
17 Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
L’homme sera-t-il juste vis-à-vis de Dieu? Un mortel sera-t-il pur en face de son Créateur?
18 Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
Voici qu’il ne se fie pas à ses serviteurs, et qu’il découvre des fautes dans ses anges:
19 endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
combien plus en ceux qui habitent des maisons de boue, qui ont leurs fondements dans la poussière, qui seront réduits en poudre, comme par la teigne!
20 fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
Du matin au soir ils sont exterminés, et sans que nul y prenne garde, ils périssent pour jamais.
21 Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
La corde de leur tente est coupée, ils meurent avant d’avoir connu la sagesse.
