Job 4

1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:

2 Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?

3 Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;

4 dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;

5 men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!

6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?

7 Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?

8 Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:

9 De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.

10 Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;

11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.

12 Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf

13 i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;

14 da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;

15 og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;

16 den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:

17 Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?

18 Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,

19 endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;

20 fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.

21 Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.