Job 4
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
And Eliphaz the Temanite answereth and saith: —
2 Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
Hath one tried a word with thee? — Thou art weary! And to keep in words who is able?
3 Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
Lo, thou hast instructed many, And feeble hands thou makest strong.
4 dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
The stumbling one do thy words raise up, And bowing knees thou dost strengthen.
5 men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
But now, it cometh in unto thee, And thou art weary; It striketh unto thee, and thou art troubled.
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
Is not thy reverence thy confidence? Thy hope — the perfection of thy ways?
7 Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
Remember, I pray thee, Who, being innocent, hath perished? And where have the upright been cut off?
8 Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
As I have seen — ploughers of iniquity, And sowers of misery, reap it!
9 De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
From the breath of God they perish, And from the spirit of His anger consumed.
10 Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
The roaring of a lion, And the voice of a fierce lion, And teeth of young lions have been broken.
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
An old lion is perishing without prey, And the whelps of the lioness do separate.
12 Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
And unto me a thing is secretly brought, And receive doth mine ear a little of it.
13 i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
In thoughts from visions of the night, In the falling of deep sleep on men,
14 da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
Fear hath met me, and trembling, And the multitude of my bones caused to fear.
15 og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
And a spirit before my face doth pass, Stand up doth the hair of my flesh;
16 den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
It standeth, and I discern not its aspect, A similitude [is] over-against mine eyes, Silence! and a voice I hear:
17 Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
'Is mortal man than God more righteous? Than his Maker is a man cleaner?
18 Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
Lo, in His servants He putteth no credence, Nor in His messengers setteth praise.'
19 endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
Also — the inhabitants of houses of clay, (Whose foundation [is] in the dust, They bruise them before a moth.)
20 fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
From morning to evening are beaten down, Without any regarding, for ever they perish.
21 Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
Hath not their excellency been removed with them? They die, and not in wisdom!
