Job 4

1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:

Then responded Eliphaz the Temanite, and said: —

2 Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?

If one attempt a word unto thee, wilt thou be impatient? But, to restrain speech, who, can endure?

3 Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;

Lo! thou hast admonished many, and, slack hands, hast thou been wont to uphold:

4 dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;

Him that was stumbling, have thy words raised up, and, sinking knees, hast thou strengthened.

5 men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!

But, now, it cometh upon thee, and thou despairest, It smiteth even thee, and thou art dismayed.

6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?

Is not, thy reverence, thy confidence? And is not, thy hope, the very integrity of thy ways?

7 Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?

Remember, I pray thee, who, being innocent, hath perished, or when, the upright, have been cut off.

8 Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:

So far as I have seen, They who plow for iniquity and sow misery, reap the same:

9 De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.

By the blast of GOD, they perish, And, by the breath of his nostrils, are they consumed:

10 Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;

[Notwithstanding] the roaring of the lion, and the noise of the howling lion, yet, the teeth of the fierce lions, are broken:

11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.

The strong lion perishing for lack of prey, Even the whelps of the lioness, are scattered.

12 Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf

But, unto me, something was brought by stealth, —and mine ear caught a whispering of the same:

13 i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;

When there were thoughts, from visions of the night, —When deep sleep falleth upon men,

14 da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;

Dread, came upon me, and trembling, The multitude of my bones, it put in dread:

15 og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;

Then, a spirit, over my face, floated along, The hair of my flesh bristled-up:

16 den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:

It stood still, but I could not distinguish its appearance, I looked, but there was no form before mine eyes, —A whispering voice, I heard: —

17 Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?

Shall, mortal man, be more just than GOD? Or a man be more pure than, his Maker?

18 Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,

Lo! in his own servants, he trusteth not, and, his own messengers, he chargeth with error:

19 endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;

How much more the dwellers in houses of clay, which, in the dust, have their foundation, which are crushed sooner than a moth:

20 fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.

Betwixt morning and evening, are they broken in pieces, With none to save, they utterly perish:

21 Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.

Is not their tent-rope within them, torn away? They die, disrobed of wisdom!