< Job 4 >
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Then answered Eliphaz the Themanite, and said,
2 Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
If we essay to address a word to thee, wilt thou be wearied? yet who is able to refrain from speaking?
3 Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
Behold, thou hast [ere this] corrected many, and weak hands thou wast wont to strengthen.
4 dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
Him that stumbled thy words used to uphold, and to sinking knees thou gavest vigor.
5 men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
Yet now, when it cometh to thee, thou art wearied: it toucheth even thee, and thou art terrified.
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
Is not then thy fear of God still thy confidence, thy hope equal to the integrity of thy ways?
7 Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
Remember, I pray thee, who ever perished, being innocent? or where were the righteous destroyed?
8 Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
Even as I have seen, that those who plough wrong-doing, and sow trouble, have to reap the same.
9 De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
Before the breathing of God they perish, and before the breath of his nostrils they come to their end.
10 Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
The roaring of the lion, and the voice of the fierce lion, and the teeth of the young lions, are broken.
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
The old lion perisheth for lack of prey, and the whelps of the lioness have to scatter themselves abroad.
12 Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
But to me a word came by stealth, and my ear took in a scarcely perceptible whisper thereof.
13 i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
In intense thoughts out of visions of the night, when deep sleep falleth on men:
14 da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
Dread came over me, with trembling, and it caused all my bones to shudder.
15 og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
Then flitted a spirit past before my face; the hair of my body stood up:
16 den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
It stood still, but I could not recognize its form; a figure was before my eyes, a slight whisper, then a [louder] voice I heard, saying,
17 Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
Can a mortal be more righteous than God? or can a man be more pure than his Maker?
18 Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
Behold, in his servants he putteth no trust, and his angels he chargeth with folly:
19 endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
How much less in those that dwell in houses of clay, whose foundation is in the dust, who are crushed till they come to be eaten by the moth?
20 fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
From morning to evening are they broken to pieces: without laying it [to heart] they perish for ever.
21 Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
Behold, their excellency which is in them is torn away: they die, and this without wisdom.