Job 4

1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:

And Eliphaz the Temanite answered and said,

2 Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?

If a word were essayed to thee, wouldest thou be grieved? But who can refrain from speaking?

3 Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;

Behold, thou hast instructed many, and thou hast strengthened the weak hands;

4 dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;

Thy words have upholden him that was stumbling, and thou hast braced up the bending knees:

5 men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!

But now it is come upon thee, and thou grievest; it toucheth thee, and thou art troubled.

6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?

Hath not thy piety been thy confidence, and the perfection of thy ways thy hope?

7 Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?

Remember, I pray thee, who that was innocent has perished? and where were the upright cut off?

8 Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:

Even as I have seen, they that plough iniquity and sow mischief, reap the same.

9 De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.

By the breath of God they perish, and by the blast of his nostrils are they consumed.

10 Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;

The roar of the lion, and the voice of the fierce lion, and the teeth of the young lions, are broken;

11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.

The old lion perisheth for lack of prey, and the whelps of the lioness are scattered.

12 Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf

Now to me a word was secretly brought, and mine ear received a whisper thereof.

13 i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;

In thoughts from visions of the night, when deep sleep falleth on men: —

14 da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;

Fear came on me, and trembling, and made all my bones to shake;

15 og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;

And a spirit passed before my face — the hair of my flesh stood up —

16 den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:

It stood still; I could not discern the appearance thereof: a form was before mine eyes; I heard a slight murmur and a voice:

17 Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?

Shall [mortal] man be more just than God? Shall a man be purer than his Maker?

18 Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,

Lo, he trusteth not his servants, and his angels he chargeth with folly:

19 endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;

How much more them that dwell in houses of clay, whose foundation is in the dust, who are crushed as the moth!

20 fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.

From morning to evening are they smitten: without any heeding it, they perish for ever.

21 Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.

Is not their tent-cord torn away in them? they die, and without wisdom.