Job 4
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
3 Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
4 dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.
5 men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?
7 Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
8 Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.
9 De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.
10 Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.
12 Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
13 i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
14 da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
15 og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.
16 den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
17 Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
18 Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
19 endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
20 fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.
21 Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."
