Job 4
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Teman mi Eliphaz chun Job chu adonbut in;
2 Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
Keiman thukhat seijinge, nangaida ding ham? Koiham thusei louva eikoi ding chu?
3 Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
Phat chesa ho ah nangin mitam tah natil khoujin, alhasam ho nana hatdohsah jin ahi.
4 dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
Alhu ding ho jong nangma thusei chun atilkhou jin ahi, akhup kithinghojong na tilkhou ji'e.
5 men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
Ahinlah tua genthei nan nahin phah phat in lungthim nalhaso tai. Hiche hahsatnan nahin phah phat in kichat tijatnan nanei tai.
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
Na Pathen ginna chun tahsan detna napeh hilou ham? Nachon phatna chun kinepna napeh hilou ham?
7 Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
Khongaijin lang chule ngaito temin, themona bei mi hithi ngaiji ham? Itih a milungtheng sel ho kisumang jiem?
8 Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
Keithil hetna in vang hahsatna muchi tua kitu ho leh thilse bol hon thakhatna aga akilo cheh diu ahi.
9 De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
Pathen hu haikhumchun asemgo jiuvin, alung hanna husa ginna chu mang del jiu ahi.
10 Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
Keipi akitumin chule sangah in mi angih in ahin keipi thahattah hajouse kisubong ding ahi.
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
Sahing neh ding lhahsam jeh in keipi bahkai hang leiloijin kel athohjin chule keipi bahkai noute jong kithecheh diu ahi.
12 Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
Hiche thutah hi guhthim chan kana benga mao hiuheu vin ei kisei peh e.
13 i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
Mihem aimut lhuh pet tah jan laijin imut sunoh phah in hiche gaova mang thilmuna hi kahenga ahunge.
14 da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
Kichatnan eiphan chule kagu kachang ho akithinge.
15 og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
Thilha hun kamai ahin jap in chule akichaijin katimul ahungkithou sotsotne.
16 den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
Thilha chu adingin ahinla kenla agongso kamuthei pon, agongso kamit teni masang kamaija agongso aum denne. Phat thip laitah chun hitia kisei o khat kajai.
17 Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
Thithei mihem hi mona beija Pathen anga umtheija, asempa masanga athenga umtheiding hinam?
18 Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
Pathen in avantil ho jeng jong atahsan louva, athupole ho angol naova apho jia ahile,
19 endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
Nikhatna kisem mihem hi ichan gei tahsan na anei lhom ding ham? Amaho chu leivuija kisem bailam tah a suhchip thei mitthah tobangbep ahi.
20 fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
Amaho chu jingkah langleh ahing jiuvin ahinlah nilhah langleh athijiuvin, amelchihna beijin athiji tauve.
21 Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
Aponbuh henna akibo lhuh teng leh apon buh u alhujin chule hetna lhasam in athiden ji tauve.
