Job 4
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Te vaengah Temani hoel Eliphaz loh a doo.
2 Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
Te vaengah nang te ol neh n'noemcai saeh, na ngak aya? Tedae olthui te kuemsuem ham unim aka noeng eh?
3 Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
Muep na toel tih kut kha rhoek khaw na talong coeng te.
4 dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
Aka paloe rhoek te na olthui loh a thoh tih khuklu aka khun khaw na caang sak.
5 men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
Tedae namah taengla ha loe tih na ngak coeng, namah te m'ben tih na let coeng.
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
Na hinyahnah, na ueppangnah, na ngaiuepnah, na longpuei kah thincaknah khaw om pawt nim?
7 Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
Poek van laeh, ommongsitoe he paltham nim? Aka thuem rhoek te melam a thup?
8 Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
Ka hmuh vanbangla boethae aka thoe tih aka soem khaw amah long ni thakthaenah a ah.
9 De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
Pathen kah hiil dongah milh uh tih a thintoek khohli dongah khap uh coeng.
10 Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
Sathueng khaw kawknah neh sathuengca khaw a ol neh om dae sathuengca khaw a no tloong.
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
Maeh a mueh lamloh sathueng te milh tih sathuengnu ca rhoek khaw pam uh.
12 Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
Ka taengah ol a huen tih a olduem loh kai hna a lat sak.
13 i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
Hlang he khoyin olphong lamkah pomnah khuiah a ih muelh vaengah.
14 da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
birhihnah loh kai m'mah tih thuennah neh ka rhuh boeih a rhih sak.
15 og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
Mueihla loh ka maelhmai a pah vaengah ka mul ka saa poenghu.
16 den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
A pai vaengah khaw a mueimae ka hmat moenih. A muei tah ka mikhmuh ah om tih bidip ol a yaak.
17 Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
Pathen lakah hlanghing he tang tih anih aka saii lakah ah hlang caihcil ngai a?
18 Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
A sal rhoek soah tangnah pawt tih a puencawn te a lolh la a khueh atah,
19 endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
Laipi neh lai im dongah kho aka sa aisat te bungbo hmai ah a khoengim pop coeng.
20 fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
Mincang lamloh hlaem duela a phop te a yoeyah la a milh khaw mingpha pawh.
21 Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
Amih lamkah a a hlangrhuel a phil pah vaengah a duek uh moenih a? Te dongah cueihnah neh a om moenih a?
