Job 39

1 Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde?

2 Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde?

3 De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde.

4 Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem.

5 Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand,

6 hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo.

7 Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren.

8 Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne.

9 Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe?

10 Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig?

11 Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde?

12 Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din Tærskeplads?

13 Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer?

14 Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet,

15 og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem.

16 Den handler haardt med sine Unger, som vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt.

17 Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand.

18 Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den.

19 Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke?

20 Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig.

21 Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning

22 Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.

23 Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind.

24 Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres.

25 Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen.

26 Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen flyver, udbreder sine Vinger imod Sønden?

27 Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje?

28 Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg.

29 Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne,

30 og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den.