Job 39

1 Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde?

“Wonim ɛberɛ a bepɔ so mmirekyie wowoɔ? Woahwɛ, ahunu ɛberɛ a ɔforoteɛ nyinsɛn ne ba?

2 Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde?

Woakane abosome dodoɔ a wɔde nyinsɛn? Wonim ɛberɛ a wɔwoɔ anaa?

3 De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde.

Wɔkoto wowo wɔn mma; na wɔn awokoɔ yea to twa.

4 Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem.

Wɔn mma nyini ahoɔden so wɔ wiram; na wɔgya wɔn awofoɔ hɔ a wɔnnsane nkɔ wɔn nkyɛn bio.

5 Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand,

“Hwan na ɔma wiram afunumu fa ne ho die? Hwan na ɔsanee ne nhoma?

6 hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo.

Mede asase bonini maa no sɛ ne fie, ne nkyene asase tamaa sɛ nʼatenaeɛ.

7 Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren.

Ɔsere kurom gyegyeegyeyɛ no; na ɔnte ɔkafoɔ nteateam.

8 Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne.

Ɔkyinkyini mmepɔ no so sɛ nʼadidibea; ɛhɔ na ɔkyin hwehwɛ wira mono biara.

9 Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe?

“Ɛkoɔ bɛpene sɛ ɔbɛsom wo anaa? Ɔbɛtena wo mmoa adididaka nkyɛn anadwo anaa?

10 Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig?

Wobɛtumi asa no wɔ fentemfidie so? Ɔbɛfentem mmɔnhwa a ɛda wʼakyi anaa?

11 Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde?

Wobɛtumi de wo ho ato no so ɛsiane nʼahoɔden dodoɔ nti? Wobɛgya wʼadwuma a ɛyɛ den ama no anaa?

12 Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din Tærskeplads?

Wogye di sɛ ɔde wʼaburo bɛba na waboa ano de akɔ ayuporobea anaa?

13 Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer?

“Sohori bɔ nʼataban mu anigyeɛ so, nanso wɔntumi mfa ntoto asukɔnkɔn deɛ ho.

14 Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet,

Ɔto ne nkosua gu asase so ma mfuturo ka no hye,

15 og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem.

ɛmfa ne ho sɛ ɛnan bi bɛpɛkyɛ no, sɛ wiram aboa bi bɛtiatia so.

16 Den handler haardt med sine Unger, som vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt.

Ɔbɔ ne mma atirimuɔden sɛdeɛ wɔnnyɛ ne dea; ɛmfa ne ho sɛ nʼadwuma bɛyɛ kwa,

17 Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand.

ɛfiri sɛ Onyankopɔn amma no nyansa, wamma no nhunumu biara.

18 Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den.

Nanso sɛ ɔtrɛ ne ntaban mu tu mmirika a, ɔsere ɔpɔnkɔ ne ne sotefoɔ.

19 Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke?

“Wo na woma ɔpɔnkɔ no nʼahoɔden anaa wode ne kɔn mu nwi kuhaa no ma no?

20 Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig.

Wo na woma no huri te sɛ ntutummɛ, na ɔde ne nkorɔmo hunahuna anaa?

21 Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning

Ɔde ne nan tintim fam denden, na nʼani gye nʼahoɔden mu, na afei ɔbɔ wura ɔko mu.

22 Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.

Ɔmmɔ hu, na ɔnsuro biribiara; ɔhunu akofena a ɔnnwane.

23 Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind.

Bɛmma woso wɔ ne nkyɛn mu bɔha mu, na pea ne pɛmɛ nso di ahim wɔ ne ho.

24 Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres.

Ɔfiri ahopereɛ mu de nʼano sisi fam; na sɛ wɔhyɛn totorobɛnto a, ɔntumi nnyina faako.

25 Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen.

Sɛ totorobɛnto hyɛne a ɔka sɛ, ‘Wiɛɛ!’ ɔte ɔko ho hwa firi akyirikyiri, ɔsahene no nteamu ne ɔko mu osebɔ.

26 Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen flyver, udbreder sine Vinger imod Sønden?

“Wo nyansa na ɛma akorɔma tuo na ɔtrɛ ne ntaban mu fa anafoɔ?

27 Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje?

Wo na wohyɛ ɔkɔdeɛ ma no tu kɔ sorosoro kɔyɛ ne pirebuo wɔ hɔ?

28 Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg.

Ɔbotan mu na ɔteɛ na ɛhɔ na ɔda; ɔbotan sorɔnsorɔn yɛ nʼabandenden.

29 Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne,

Ɛhɔ na ɔfiri kɔpɛ nʼaduane; nʼani hunu adeɛ a ɛwɔ akyirikyiri.

30 og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den.

Mogya yɛ ne mma aduane, na baabi a atɔfoɔ wɔ no, ɛhɔ na ɔwɔ.”