Job 39

1 Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde?

Kjenner du tiden når stengjetene føder, og gir du akt på hindenes veer?

2 Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde?

Teller du månedene til de skal bære, og vet du tiden når de føder?

3 De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde.

De bøier sig, føder sine unger og blir fri for sine smerter.

4 Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem.

Deres unger blir kraftige og vokser op ute på marken; de løper bort og kommer ikke tilbake til dem.

5 Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand,

Hvem har gitt villeslet dets frihet, hvem løste dets bånd,

6 hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo.

det som jeg gav ørkenen til hus og saltmoen til bolig?

7 Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren.

Det ler av byens ståk og styr; driverens skjenn slipper det å høre.

8 Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne.

Hvad det leter op på fjellene, er dets beite, og det søker efter hvert grønt strå.

9 Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe?

Har vel villoksen lyst til å tjene dig? Vil den bli natten over ved din krybbe?

10 Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig?

Kan du binde villoksen med rep til furen? Vil den harve dalene efter dig?

11 Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde?

Kan du stole på den, fordi dens kraft er så stor, og kan du overlate den ditt arbeid?

12 Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din Tærskeplads?

Kan du lite på at den fører din grøde hjem, og at den samler den til din treskeplass?

13 Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer?

Strutsen flakser lystig med vingene; men viser dens vinger og fjær moderkjærlighet?

14 Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet,

Nei, den overlater sine egg til jorden og lar dem opvarmes i sanden,

15 og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem.

og den glemmer at en fot kan klemme dem itu, og markens ville dyr trå dem i stykker.

16 Den handler haardt med sine Unger, som vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt.

Den er hård mot sine unger, som om de ikke var dens egne; den er ikke redd for at dens møie skal være spilt.

17 Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand.

For Gud nektet den visdom og gav den ingen forstand.

18 Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den.

Men når den flakser i været, ler den av hesten og dens rytter.

19 Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke?

Gir du hesten styrke? Klær du dens hals med bevrende man?

20 Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig.

Lar du den springe som gresshoppen? Dens stolte fnysen er forferdelig.

21 Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning

Den skraper i jorden og gleder sig ved sin kraft; så farer den frem mot væbnede skarer.

22 Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.

Den ler av frykten og forferdes ikke, og den vender ikke om for sverd.

23 Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind.

Over den klirrer koggeret, blinkende spyd og lanse.

24 Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres.

Med styr og ståk river den jorden op, og den lar sig ikke stagge når krigsluren lyder.

25 Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen.

Hver gang luren lyder, sier den: Hui! Og langt borte værer den striden, høvedsmenns tordenrøst og hærskrik.

26 Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen flyver, udbreder sine Vinger imod Sønden?

Skyldes det din forstand at høken svinger sig op og breder ut sine vinger mot Syden?

27 Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje?

Er det på ditt bud at ørnen flyver så høit, og at den bygger sitt rede oppe i høiden?

28 Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg.

Den bor på berget og har nattely der, på tind og nut.

29 Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne,

Derfra speider den efter føde; langt bort skuer dens øine.

30 og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den.

Dens unger drikker blod, og hvor der er lik, der er den.