Job 39

1 Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde?

Fohi’o hao te ombia ty faneraha’ o ose-lìm-bohitseo? Ambena’o hao ty fitsongoa’ i fanalokey?

2 Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde?

Lefe’o iaheñe hao o volañe itohera’ iareoo? Rendre’o hao ty andro faneraha’ iareo?

3 De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde.

Mivokoke iereo, hampipoke anake, hampigadoñe o fitsongoa’eo.

4 Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem.

Mihagañe o ana’eo, mitombo an-kivoke ey; ie mionjom-beo, tsy himpoly ka.

5 Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand,

Ia ty nañirake ty borìke ly hidada? Ia ty nampibalake ty rohi’ i borìke malisay?

6 hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo.

Nanoeko ho kiboho’e ty fatram-bey naho ho fimoneña’e ty tane sira.

7 Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren.

Tsambolitio’e ty fivalitsikotaha’ o rovao, tsy rei’e ty fikoraha’ i mpiroakey.

8 Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne.

Tsikarahe’e amo vohitseo ty ho fihinana’e vaho tsoetsoehe’e ze hene atao antsetra.

9 Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe?

Hiantofa’ ty ndrimo hao ty hitoroñe azo? hialeña’e hao ty an-jolo’o ao?

10 Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig?

Lefe’o hao ty hamahotse i ndrimoy aman-tàly am-bokavoka eo, hiava o vavahalio am-pañorihañe azo?

11 Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde?

Hatokisa’o hao, ty harà’elahin-kaozara’ey? Hado’o ho aze hao o fitoloña’oo?

12 Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din Tærskeplads?

Hiantofa’o hao te hampoli’e o mahakama’oo, te hatonto’e hirik’ am-pamofohañe ey?

13 Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer?

Mihepakepak’ an-kafalea’e o elam-boron-tsatrañeo, ndra te matify o volon’ela’eo,

14 Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet,

Fa apo’e an-tane eo o atoli’eo, ampamana’e i debokey?

15 og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem.

Amoea’e t’ie mete ho demohem-pandia, hera ho lialiàm-bibi-ly.

16 Den handler haardt med sine Unger, som vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt.

Ampisoañe’e o ana’eo, hoe t’ie tsy aze; aa ndra te tsy vente’e o fitoloña’eo tsy ahoa’e;

17 Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand.

Toe tsy natolon’Añahare hihitse, vaho tsy nandivà’e hilala.

18 Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den.

Ie mitroatse hitoabora’e le tohafa’e ty soavala reke-piningitse.

19 Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke?

Tinolo’o ozatse hao ty soavala? Sinaro’o fineveneverañe hao ty an-kàto’e ao?

20 Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig.

Ihe hao ty nampitsindrèko aze hoe valala? Mampañeveñe ty engem-pikofoha’e.

21 Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning

Jaote’e ty am-bavatane, irebeha’e i haozara’ey; mionjomb’eo re hijoñe mb’an-kotakotake.

22 Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.

Iankahafa’e ty tahotse, tsy hemban-dre; tsy iambohoa’e ty fibara.

23 Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind.

Mikantsakantsàñe ama’e ty trañom-pale’e i lefoñe mitsopelatsey, naho i ana-defoñey.

24 Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres.

Abotse’e an-trotrofiake ty tane naho an-doroloro; tsy ampitsangane’ ty fivolan’ antsivay.

25 Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen.

Ndra mbia’mbia mipopò i antsivay le hoe ty kofò’e: Hirity! Antsoñe’e añe i hotakotakey, ty fihotrohotro’ o mpifeheo, vaho i fikorahan’ aliy.

26 Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen flyver, udbreder sine Vinger imod Sønden?

Ami’ty hihi’o hao ty itiliña’ i tsimalahoy, ty amelara’e mañatimo o ela’eo?

27 Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje?

Ami’ty taro’o hao ty fañambonea’ ty vantio hañamboara’e traño andigiligy eñe?

28 Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg.

Himoneña’e an-kereretsak’ ey; hañialoa’e an-tseram-bato tsy takatse eñe.

29 Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne,

Talakese’e boak’ao ty tsindro’e; mahatrea lavitse o maso’eo.

30 og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den.

Misike lio o ana’e tora’eo; Amy vinonoy ty toe’e.