Job 39
1 Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde?
Numquid nosti tempus partus ibicum in petris, vel parturientes cervas observasti?
2 Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde?
Dinumerasti menses conceptus earum, et scisti tempus partus earum?
3 De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde.
Incurvantur ad fœtum, et pariunt, et rugitus emittunt.
4 Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem.
Separantur filii earum, et pergunt ad pastum: egrediuntur, et non revertuntur ad eas.
5 Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand,
Quis dimisit onagrum liberum, et vincula ejus quis solvit?
6 hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo.
cui dedi in solitudine domum, et tabernacula ejus in terra salsuginis.
7 Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren.
Contemnit multitudinem civitatis: clamorem exactoris non audit.
8 Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne.
Circumspicit montes pascuæ suæ, et virentia quæque perquirit.
9 Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe?
Numquid volet rhinoceros servire tibi, aut morabitur ad præsepe tuum?
10 Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig?
Numquid alligabis rhinocerota ad arandum loro tuo, aut confringet glebas vallium post te?
11 Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde?
Numquid fiduciam habebis in magna fortitudine ejus, et derelinques ei labores tuos?
12 Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din Tærskeplads?
Numquid credes illi quod sementem reddat tibi, et aream tuam congreget?
13 Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer?
Penna struthionis similis est pennis herodii et accipitris.
14 Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet,
Quando derelinquit ova sua in terra, tu forsitan in pulvere calefacies ea?
15 og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem.
Obliviscitur quod pes conculcet ea, aut bestia agri conterat.
16 Den handler haardt med sine Unger, som vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt.
Duratur ad filios suos, quasi non sint sui: frustra laboravit, nullo timore cogente.
17 Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand.
Privavit enim eam Deus sapientia, nec dedit illi intelligentiam.
18 Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den.
Cum tempus fuerit, in altum alas erigit: deridet equum et ascensorem ejus.
19 Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke?
Numquid præbebis equo fortitudinem, aut circumdabis collo ejus hinnitum?
20 Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig.
Numquid suscitabis eum quasi locustas? gloria narium ejus terror.
21 Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning
Terram ungula fodit; exultat audacter: in occursum pergit armatis.
22 Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.
Contemnit pavorem, nec cedit gladio.
23 Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind.
Super ipsum sonabit pharetra; vibrabit hasta et clypeus:
24 Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres.
fervens et fremens sorbet terram, nec reputat tubæ sonare clangorem.
25 Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen.
Ubi audierit buccinam, dicit: Vah! procul odoratur bellum: exhortationem ducum, et ululatum exercitus.
26 Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen flyver, udbreder sine Vinger imod Sønden?
Numquid per sapientiam tuam plumescit accipiter, expandens alas suas ad austrum?
27 Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje?
Numquid ad præceptum tuum elevabitur aquila, et in arduis ponet nidum suum?
28 Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg.
In petris manet, et in præruptis silicibus commoratur, atque inaccessis rupibus.
29 Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne,
Inde contemplatur escam, et de longe oculi ejus prospiciunt.
30 og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den.
Pulli ejus lambent sanguinem: et ubicumque cadaver fuerit, statim adest.
