Job 39

1 Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde?

Est-ce que tu connais le temps de l’enfantement des chèvres sauvages dans les rochers? ou as-tu observé des biches lorsqu’elles enfantaient?

2 Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde?

As-tu compté les mois de leur conception, et sais-tu le temps de leur enfantement?

3 De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde.

Elles se courbent pour mettre bas leur faon, et elles enfantent, et elles poussent des hurlements.

4 Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem.

Leurs petits se séparent et vont au pâturage; ils sortent et ne reviennent pas vers elles.

5 Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand,

Qui a laissé aller l’onagre libre, qui a rompu ses liens?

6 hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo.

Je lui ai donné dans la solitude une maison, et ses lieux de retraite dans une terre de sel.

7 Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren.

Il méprise la multitude d’une ville, et il n’entend pas le cri d’un exacteur.

8 Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne.

Il regarde de tous côtés les montagnes, lieux de son pâturage, et il cherche tous les herbages verts.

9 Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe?

Est-ce qu’un rhinocéros voudra te servir, ou demeurera-t-il à ton étable?

10 Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig?

Est-ce que tu lieras un rhinocéros à tes traits, pour qu’il laboure? ou rompra-t-il les glèbes des vallons après toi?

11 Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde?

Est-ce que tu auras confiance en sa grande force, et lui laisseras-tu tes travaux?

12 Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din Tærskeplads?

Est-ce que tu croiras qu’il te rendra tes semailles et qu’il remplira ton aire?

13 Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer?

L’aile de l’autruche est semblable aux ailes du héron et de l’épervier.

14 Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet,

Quand elle abandonne ses œufs sur la terre, sera-ce toi, par hasard, qui les réchaufferas dans la poussière?

15 og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem.

Elle oublie qu’un pied les foulera, ou que la bête des champs les écrasera.

16 Den handler haardt med sine Unger, som vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt.

Elle est dure pour ses petits, comme s’ils n’étaient pas les siens, elle a rendu son travail inutile, en les abandonnant, aucune crainte ne l’y obligeant.

17 Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand.

Car Dieu l’a privée de sagesse, et ne lui a pas donné l’intelligence.

18 Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den.

Dans l’occasion, elle élève en haut ses ailes; elle se rit du cheval et de celui qui le monte.

19 Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke?

Est-ce que tu donneras au cheval de la force, ou environneras-tu son cou de hennissements?

20 Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig.

Est-ce que tu le feras bondir comme les sauterelles? La gloire de ses naseaux est la terreur.

21 Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning

Il creuse de son sabot la terre, il s’élance avec audace; il court au-devant des hommes armés;

22 Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.

Il méprise la peur, il ne cède pas au glaive.

23 Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind.

Sur lui retentira le bruit du carquois, la lance étincellera ainsi que le bouclier.

24 Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres.

Bouillonnant et frémissant il dévore la terre, et ne tient aucun compte du bruit de la trompette, lorsqu’elle sonne le retour.

25 Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen.

Dès qu’il entend le clairon, il dit: Oh! il sent de loin une guerre, l’exhortation des chefs, et les cris confus d’une armée.

26 Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen flyver, udbreder sine Vinger imod Sønden?

Est-ce par ta sagesse que l’épervier se couvre de ses plumes, étendant ses ailes vers le midi?

27 Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje?

Est-ce à ton ordre que l’aigle s’élèvera, et placera son nid dans les lieux les plus élevés?

28 Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg.

C’est dans des pierres qu’il demeure, et c’est sur des rocs escarpés et des rochers inaccessibles qu’il fait son séjour.

29 Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne,

De là il contemple sa proie, et ses yeux voient de loin.

30 og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den.

Ses petits lécheront le sang, et partout où est un cadavre, soudain il est présent.