Job 39

1 Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde?

Sais-tu le temps où mettent bas les bouquetins des rochers? As-tu observé les douleurs des biches?

2 Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde?

As-tu compté les mois qu’elles accomplissent, et connais-tu le temps où elles mettent bas?

3 De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde.

Elles se courbent, elles enfantent leur portée, elles se délivrent de leurs douleurs.

4 Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem.

Leurs petits deviennent forts, ils grandissent dans les champs, ils s’en vont et ne reviennent pas à elles.

5 Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand,

Qui a lâché l’âne sauvage? qui a délié les liens de l’onagre,

6 hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo.

Auquel j’ai donné le désert pour maison, et la terre salée pour demeure?

7 Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren.

Il se rit du tumulte de la ville, il n’entend pas le cri du conducteur.

8 Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne.

Il parcourt les montagnes pour trouver sa pâture, et il est en quête de tout ce qui est vert.

9 Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe?

Le buffle voudra-t-il être à ton service? Passera-t-il la nuit auprès de ta crèche?

10 Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig?

Attacheras-tu le buffle par sa corde dans le sillon? Hersera-t-il les vallées après toi?

11 Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde?

Auras-tu confiance en lui, parce que sa force est grande, et lui abandonneras-tu ton labeur?

12 Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din Tærskeplads?

Te fieras-tu à lui pour rentrer ce que tu as semé, et rassemblera-t-il [le blé] dans ton aire?

13 Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer?

L’aile de l’autruche bat joyeusement: ce sont les plumes et le plumage de la cigogne;

14 Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet,

Toutefois elle abandonne ses œufs à la terre et les chauffe sur la poussière,

15 og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem.

Et elle oublie que le pied peut les écraser et la bête des champs les fouler;

16 Den handler haardt med sine Unger, som vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt.

Elle est dure avec ses petits comme s’ils n’étaient pas à elle; son labeur est vain, sans qu’elle s’en émeuve.

17 Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand.

Car Dieu l’a privée de sagesse, et ne lui a pas départi l’intelligence.

18 Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den.

Quand elle s’enlève, elle se moque du cheval et de celui qui le monte.

19 Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke?

Est-ce toi qui as donné au cheval sa force? Est-ce toi qui as revêtu son cou d’une crinière flottante?

20 Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig.

Est-ce toi qui le fais bondir comme la sauterelle? Son ronflement magnifique est terrible.

21 Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning

Il creuse [le sol] dans la plaine et se réjouit de sa force; il sort à la rencontre des armes;

22 Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.

Il se rit de la frayeur et ne s’épouvante pas, et il ne se tourne pas devant l’épée.

23 Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind.

Sur lui retentit le carquois, brillent la lance et le javelot.

24 Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres.

Frémissant et agité, il dévore le sol, et ne peut se contenir quand sonne la trompette.

25 Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen.

Au bruit de la trompette, il dit: Ha! ha! et de loin il flaire la bataille, le tonnerre des chefs et le tumulte.

26 Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen flyver, udbreder sine Vinger imod Sønden?

Est-ce par ton intelligence que l’épervier prend son essor et qu’il étend ses ailes vers le midi?

27 Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje?

Est-ce à ta parole que l’aigle s’élève et qu’il bâtit haut son aire?

28 Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg.

Il demeure dans les rochers et y fait son habitation, sur la dent du rocher et sur les hautes cimes.

29 Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne,

De là il épie sa nourriture, ses yeux regardent dans le lointain.

30 og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den.

Ses petits sucent le sang, et là où sont les tués, là il est.