Job 39

1 Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde?

Znaš li kako se legu divokoze? Vidje li kako se mlade košute?

2 Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde?

Izbroji li koliko nose mjeseci, znaš li u koje doba se omlade?

3 De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde.

Sagnuvši se, polegu lanad svoju i breme usred pustinje odlažu,

4 Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem.

a kad im porod ojača, poraste, ostave ga i ne vraćaju mu se.

5 Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand,

Tko dade divljem magarcu slobodu i tko to oglav skinu njemu s glave?

6 hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo.

U zavičaj mu dadoh ja pustinju i polja slana da ondje živuje.

7 Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren.

Buci gradova on se podruguje i ne sluša goničevih povika.

8 Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne.

Luta brdima, svojim pašnjacima, u potrazi za zeleni svakakvom.

9 Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe?

Možeš li slugom učinit' bivola, zadržat' ga noć jednu za jaslama?

10 Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig?

Možeš li njega za brazdu prikovat' da ralo vuče po docima tvojim?

11 Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde?

Možeš li se osloniti na njega jer je njegova snaga prevelika i prepustit' mu težak svoj posao?

12 Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din Tærskeplads?

Misliš li tebi da će se vratiti i na gumno ti dotjerati žito?

13 Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer?

Krilima svojim noj trepće radosno, iako krila oskudnih i perja.

14 Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet,

On svoja jaja na zemlji ostavlja, povjerava ih pijesku da ih grije,

15 og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem.

ne mareć' što ih zgazit' može noga ili nekakva divlja zvijer zgnječiti.

16 Den handler haardt med sine Unger, som vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt.

S nojićima k'o s tuđima postupa; što mu je trud zaludu, on ne mari.

17 Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand.

Jer Bog je njega lišio pameti, nije mu dao nikakva razbora.

18 Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den.

Ali kada na let krila raširi, tada se ruga konju i konjaniku.

19 Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke?

Zar si ti konja obdario snagom zar si mu ti vrat grivom ukrasio?

20 Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig.

Zar ti činiš da skače k'o skakavac, da u strah svakog nagoni hrzanjem?

21 Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning

Kopitom zemlju veselo raskapa, neustrašivo srlja na oružje.

22 Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.

Strahu se ruga, ničeg se ne boji, ni pred mačem uzmaknuti neće.

23 Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind.

Na sapima mu zvekeće tobolac, koplje sijeva i ubojna sulica.

24 Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres.

Bijesan i nestrpljiv guta prostore; kad rog zasvira, tko će ga zadržat':

25 Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen.

na svaki zvuk roga on zarže: Ha! Izdaleka on ljuti boj već njuši, viku bojnu i poklič vojskovođa.

26 Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen flyver, udbreder sine Vinger imod Sønden?

Zar po promislu tvojem lijeće soko i prema jugu krila svoja širi?

27 Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje?

Zar se na nalog tvoj diže orao i vrh timora gnijezdo sebi vije?

28 Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg.

Na litici on stanuje i noćÄi, na grebenima vrleti visokih.

29 Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne,

Odatle na plijen netremice vreba, oči njegove vide nadaleko.

30 og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den.

Krvlju se hrane njegovi orlići; gdje je ubijenih, tamo je i on.”