Job 37
1 Ta, over dette forfærdes mit Hjerte og farer op fra sit Sted.
“Yei ma mʼakoma bɔ paripari na ɛbɔ denden pa ara.
2 Hører, ja hører hans Røsts Drøn og Bulderet, der udgaar af hans Mund.
Tie! Tie ne nne mmobom, ne hooyɛ a ɛfiri nʼanom reba.
3 Han lader det fare ud under al Himmelen og sit Lys over Jordens Flige.
Ɔgyaa nʼanyinam mu wɔ ɔsoro ase nyinaa na ɔma ɛkɔduru asase ano.
4 Efter ham brøler Røsten, han tordner med sin Højheds Røst; og han holder dem ikke tilbage, naar hans Røst høres.
Ɛno akyi na ne mmobom no ba; ɔde nne kɛseɛ bobom. Sɛ ɔkasa a, biribiara nsianka no.
5 Gud tordner vidunderligt med sin Røst; han gør store Ting, og vi kunne ikke kende dem.
Onyankopɔn nne bobom ma no yɛ nwanwa; ɔyɛ nneɛma akɛseɛ a ɛboro yɛn adwene so.
6 Thi han siger til Sneen: Fald til Jorden! og ligesaa til Regnskyllene, ja til hans Vældes Regnskyl.
Ɔka kyerɛ sukyerɛmma sɛ, ‘Tɔ gu asase so,’ ne osutɔ nso sɛ, ‘Yɛ osutɔ kɛseɛ.’
7 Han forsegler hver Mands Haand, at alle Folk, som ere hans Skabning, skulle kende det.
Sɛdeɛ nnipa a wabɔ wɔn nyinaa bɛhunu nʼadwuma enti, ɔma obiara gyae nʼadwuma.
8 Da gaa de vilde Dyr i Hule og blive i deres Boliger.
Wiram mmoa kɔtetɛ; wɔkɔhyehyɛ wɔn abɔn mu.
9 Fra Syden kommer Stormen, og med Nordenvindene kommer Kulden.
Ahum tu firi ne pia mu, na awɔ nso firi mframa a ɛrebɔ mu.
10 Ved Guds Aande kommer Is, og det brede Vand snævres ind.
Onyankopɔn ahome de nsukyeneeɛ ba, na nsuo hahanaa no kyene.
11 Ja, med Fugtighed fylder han Skyen; han udbreder sin lysopfyldte Sky.
Ɔde fɔnwuni hyɛ omununkum ma; na ɔtwa nʼanyinam fa mu.
12 Og den vender sig i Kredse, alt som han styrer den til dens Gerning, til alt, hvad han byder den, hen over Jordens Kreds:
Ɔhyɛ ma wɔkyinkyini fa asase so nyinaa so hyia yɛ deɛ ɔkyerɛ sɛ wɔnyɛ biara.
13 Enten til Revselse eller til hans Lands Bedste eller til Velgerning lader han den ramme.
Ɔde omununkum ba de bɛtwe nnipa aso, anaasɛ ɔma ɛtɔ gu asase so de kyerɛ nʼadɔeɛ.
14 Job, vend dine Øren til dette; staa stille og agt paa Guds underfulde Ting!
“Tie yei, Hiob; gyae na dwene Onyankopɔn anwanwadeɛ ho.
15 Ved du, naar Gud tænker derpaa, og naar han lader sin Skys Lys skinne?
Wonim sɛdeɛ Onyankopɔn danedane omununkum, na ɔma anyinam tete firi mu?
16 Ved du hvorledes Skyerne svæve? de underfulde Ting af ham, som er fuldkommen i al Kundskab?
Wonim sɛdeɛ omununkum sensɛn ewiem, deɛ ɔyɛ nyansaboakwa no anwanwadeɛ?
17 du, hvis Klæder blive varme, naar han gør Landet lummert fra Sønden?
Mo a mote fifire wɔ mo ntadeɛ mu ɛberɛ a anafoɔ mframa ma asase no yɛ dinn no,
18 Udspænder du med ham de øverste Skyer, der ere faste som et støbt Spejl?
wobɛtumi aboa no ama watrɛ ewiem, a ɛyɛ dene sɛ kɔbere mfrafraeɛ ahwehwɛ?
19 Lad os vide, hvad vi skulle sige til ham! vi kunne ikke fremføre noget ud fra Mørket.
“Kyerɛ yɛn deɛ ɛsɛ sɛ yɛka kyerɛ no; yɛrentumi nka yɛn asɛm, ɛsiane sɛ yɛnnim enti.
20 Skal det fortælles ham, at jeg taler? eller mon nogen har ønsket, at han maatte blive opslugt?
Ɛsɛ sɛ wɔbɔ Onyankopɔn nkaeɛ sɛ mepɛ sɛ me ne no kasa anaa? Onipa bi wɔ hɔ a ɔbɛpɛ sɛ wɔbɛmene no anaa?
21 Og nu, ser man ikke Lyset, som straaler i de øverste Skyer: Saa farer et Vejr frem og renser dem.
Obiara rentumi nhwɛ owia, sɛdeɛ ɛhyerɛn wɔ ewiem ɛberɛ a mframa abɔ ama ewiem ateɛ.
22 Af Norden kommer Guld; over Gud er der forfærdelig Majestæt.
Ɔfiri atifi fam ba wɔ animuonyam sononko mu; Onyankopɔn ba wɔ surokronkron tumi mu.
23 Den Almægtige, ham kunne vi ikke naa til, ham, som er stor i Kraft; Ret og Retfærdigheds Fylde undertrykker han ikke.
Yɛnhunu Otumfoɔ deɛ, nanso ne tumi yɛ kɛseɛ; nʼatɛntenenee ne teneneeyɛ kɛseɛ akyi mpo ɔnyɛ nhyɛsoɔ.
24 Derfor frygte Folkene ham; han ser ikke til nogen, som er viis i Hjertet.
Ɛno enti nnipa de anidie ma no, na ɔmmu akoma mu anyansafoɔ biara.”
