Job 37

1 Ta, over dette forfærdes mit Hjerte og farer op fra sit Sted.

I od toga drkæe srce moje, i otskaèe sa svojega mjesta.

2 Hører, ja hører hans Røsts Drøn og Bulderet, der udgaar af hans Mund.

Slušajte dobro gromovni glas njegov i govor što izlazi iz usta njegovijeh.

3 Han lader det fare ud under al Himmelen og sit Lys over Jordens Flige.

Pod sva nebesa pušta ga, i svjetlost svoju do krajeva zemaljskih.

4 Efter ham brøler Røsten, han tordner med sin Højheds Røst; og han holder dem ikke tilbage, naar hans Røst høres.

Za njom rièe grom, grmi glasom velièanstva svojega, niti što odgaða kad se èuje glas njegov.

5 Gud tordner vidunderligt med sin Røst; han gør store Ting, og vi kunne ikke kende dem.

Divno Bog grmi glasom svojim, èini stvari velike, da ih ne možemo razumjeti.

6 Thi han siger til Sneen: Fald til Jorden! og ligesaa til Regnskyllene, ja til hans Vældes Regnskyl.

Govori snijegu: padni na zemlju; i daždu sitnome i daždu silnome.

7 Han forsegler hver Mands Haand, at alle Folk, som ere hans Skabning, skulle kende det.

Zapeèaæava ruku svakom èovjeku, da pozna sve poslenike svoje.

8 Da gaa de vilde Dyr i Hule og blive i deres Boliger.

Tada zvijer ulazi u jamu, i ostaje na svojoj loži.

9 Fra Syden kommer Stormen, og med Nordenvindene kommer Kulden.

S juga dolazi oluja, i sa sjevera zima.

10 Ved Guds Aande kommer Is, og det brede Vand snævres ind.

Od dihanja Božijega postaje led, i široke vode stiskuju se.

11 Ja, med Fugtighed fylder han Skyen; han udbreder sin lysopfyldte Sky.

I da se natapa zemlja, natjeruje oblak, i rasipa oblak svjetlošæu svojom.

12 Og den vender sig i Kredse, alt som han styrer den til dens Gerning, til alt, hvad han byder den, hen over Jordens Kreds:

I on se obræe i tamo i amo po volji njegovoj da èini sve što mu zapovjedi po vasiljenoj.

13 Enten til Revselse eller til hans Lands Bedste eller til Velgerning lader han den ramme.

Èini da se naðe ili za kar ili za zemlju ili za dobroèinstvo.

14 Job, vend dine Øren til dette; staa stille og agt paa Guds underfulde Ting!

Èuj to, Jove, stani i gledaj èudesa Božija.

15 Ved du, naar Gud tænker derpaa, og naar han lader sin Skys Lys skinne?

Znaš li kako ih Bog ureðuje i kako sija svjetlošæu iz oblaka svojega?

16 Ved du hvorledes Skyerne svæve? de underfulde Ting af ham, som er fuldkommen i al Kundskab?

Znaš li kako vise oblaci? Znaš li èudesa onoga koji je savršen u svakom znanju?

17 du, hvis Klæder blive varme, naar han gør Landet lummert fra Sønden?

Kako ti se haljine ugriju kad umiri zemlju od juga?

18 Udspænder du med ham de øverste Skyer, der ere faste som et støbt Spejl?

Jesi li ti s njim razapinjao nebesa, koja stoje tvrdo kao saliveno ogledalo?

19 Lad os vide, hvad vi skulle sige til ham! vi kunne ikke fremføre noget ud fra Mørket.

Nauèi nas šta æemo mu reæi; ne možemo od tame govoriti po redu.

20 Skal det fortælles ham, at jeg taler? eller mon nogen har ønsket, at han maatte blive opslugt?

Hoæe li mu ko pripovjediti što bih ja govorio? Ako li bi ko govorio, zaista, bio bih proždrt.

21 Og nu, ser man ikke Lyset, som straaler i de øverste Skyer: Saa farer et Vejr frem og renser dem.

Ali sada ne mogu ljudi gledati u svjetlost kad sjaje na nebu, pošto vjetar proðe i oèisti ga;

22 Af Norden kommer Guld; over Gud er der forfærdelig Majestæt.

Sa sjevera dolazi kao zlato; ali je u Bogu strašnija slava.

23 Den Almægtige, ham kunne vi ikke naa til, ham, som er stor i Kraft; Ret og Retfærdigheds Fylde undertrykker han ikke.

Svemoguæ je, ne možemo ga stignuti; velike je sile, ali sudom i velikom pravdom nikoga ne muèi.

24 Derfor frygte Folkene ham; han ser ikke til nogen, som er viis i Hjertet.

Zato ga se boje ljudi: ne može ga vidjeti nikakav mudarac.