Job 37
1 Ta, over dette forfærdes mit Hjerte og farer op fra sit Sted.
Super hoc expavit cor meum, et emotum est de loco suo.
2 Hører, ja hører hans Røsts Drøn og Bulderet, der udgaar af hans Mund.
Audite auditionem in terrore vocis eius, et sonum de ore illius procedentem.
3 Han lader det fare ud under al Himmelen og sit Lys over Jordens Flige.
Subter omnes cælos ipse considerat, et lumen illius super terminos terræ.
4 Efter ham brøler Røsten, han tordner med sin Højheds Røst; og han holder dem ikke tilbage, naar hans Røst høres.
Post eum rugiet sonitus, tonabit voce magnitudinis suæ, et non investigabitur, cum audita fuerit vox eius.
5 Gud tordner vidunderligt med sin Røst; han gør store Ting, og vi kunne ikke kende dem.
Tonabit Deus in voce sua mirabiliter, qui facit magna et inscrutabilia.
6 Thi han siger til Sneen: Fald til Jorden! og ligesaa til Regnskyllene, ja til hans Vældes Regnskyl.
Qui præcipit nivi ut descendat in terram, et hiemis pluviis, et imbri fortitudinis suæ.
7 Han forsegler hver Mands Haand, at alle Folk, som ere hans Skabning, skulle kende det.
Qui in manu omnium hominum signat, ut noverint singuli opera sua.
8 Da gaa de vilde Dyr i Hule og blive i deres Boliger.
Ingredietur bestia latibulum, et in antro suo morabitur.
9 Fra Syden kommer Stormen, og med Nordenvindene kommer Kulden.
Ab interioribus egredietur tempestas, et ab Arcturo frigus.
10 Ved Guds Aande kommer Is, og det brede Vand snævres ind.
Flante Deo concrescit gelu, et rursum latissimæ funduntur aquæ.
11 Ja, med Fugtighed fylder han Skyen; han udbreder sin lysopfyldte Sky.
Frumentum desiderat nubes, et nubes spargunt lumen suum.
12 Og den vender sig i Kredse, alt som han styrer den til dens Gerning, til alt, hvad han byder den, hen over Jordens Kreds:
Quæ lustrant per circuitum, quocumque eas voluntas gubernantis duxerit, ad omne quod præceperit illis super faciem orbis terrarum:
13 Enten til Revselse eller til hans Lands Bedste eller til Velgerning lader han den ramme.
Sive in una tribu, sive in terra sua, sive in quocumque loco misericordiæ suæ eas iusserit inveniri.
14 Job, vend dine Øren til dette; staa stille og agt paa Guds underfulde Ting!
Ausculta hæc Iob: sta, et considera mirabilia Dei.
15 Ved du, naar Gud tænker derpaa, og naar han lader sin Skys Lys skinne?
Numquid scis quando præceperit Deus pluviis, ut ostenderent lucem nubium eius?
16 Ved du hvorledes Skyerne svæve? de underfulde Ting af ham, som er fuldkommen i al Kundskab?
Numquid nosti semitas nubium magnas, et perfectas scientias?
17 du, hvis Klæder blive varme, naar han gør Landet lummert fra Sønden?
Nonne vestimenta tua calida sunt, cum perflata fuerit terra Austro?
18 Udspænder du med ham de øverste Skyer, der ere faste som et støbt Spejl?
Tu forsitan cum eo fabricatus es cælos, qui solidissimi quasi ære fusi sunt.
19 Lad os vide, hvad vi skulle sige til ham! vi kunne ikke fremføre noget ud fra Mørket.
Ostende nobis quid dicamus illi: nos quippe involvimur tenebris.
20 Skal det fortælles ham, at jeg taler? eller mon nogen har ønsket, at han maatte blive opslugt?
Quis narrabit ei quæ loquor? etiam si locutus fuerit homo, devorabitur.
21 Og nu, ser man ikke Lyset, som straaler i de øverste Skyer: Saa farer et Vejr frem og renser dem.
At nunc non vident lucem: subito aer cogetur in nubes, et ventus transiens fugabit eas.
22 Af Norden kommer Guld; over Gud er der forfærdelig Majestæt.
Ab Aquilone aurum venit, et ad Deum formidolosa laudatio.
23 Den Almægtige, ham kunne vi ikke naa til, ham, som er stor i Kraft; Ret og Retfærdigheds Fylde undertrykker han ikke.
Digne eum invenire non possumus: magnus fortitudine, et iudicio, et iustitia et enarrari non potest.
24 Derfor frygte Folkene ham; han ser ikke til nogen, som er viis i Hjertet.
Ideo timebunt eum viri, et non audebunt contemplari omnes, qui sibi videntur esse sapientes.
