Job 37
1 Ta, over dette forfærdes mit Hjerte og farer op fra sit Sted.
Mon cœur est tout tremblant, Il bondit hors de sa place.
2 Hører, ja hører hans Røsts Drøn og Bulderet, der udgaar af hans Mund.
Écoutez, écoutez le frémissement de sa voix, Le grondement qui sort de sa bouche!
3 Han lader det fare ud under al Himmelen og sit Lys over Jordens Flige.
Il le fait rouler dans toute l’étendue des cieux, Et son éclair brille jusqu’aux extrémités de la terre.
4 Efter ham brøler Røsten, han tordner med sin Højheds Røst; og han holder dem ikke tilbage, naar hans Røst høres.
Puis éclate un rugissement: il tonne de sa voix majestueuse; Il ne retient plus l’éclair, dès que sa voix retentit.
5 Gud tordner vidunderligt med sin Røst; han gør store Ting, og vi kunne ikke kende dem.
Dieu tonne avec sa voix d’une manière merveilleuse; Il fait de grandes choses que nous ne comprenons pas.
6 Thi han siger til Sneen: Fald til Jorden! og ligesaa til Regnskyllene, ja til hans Vældes Regnskyl.
Il dit à la neige: Tombe sur la terre! Il le dit à la pluie, même aux plus fortes pluies.
7 Han forsegler hver Mands Haand, at alle Folk, som ere hans Skabning, skulle kende det.
Il met un sceau sur la main de tous les hommes, Afin que tous se reconnaissent comme ses créatures.
8 Da gaa de vilde Dyr i Hule og blive i deres Boliger.
L’animal sauvage se retire dans une caverne, Et se couche dans sa tanière.
9 Fra Syden kommer Stormen, og med Nordenvindene kommer Kulden.
L’ouragan vient du midi, Et le froid, des vents du nord.
10 Ved Guds Aande kommer Is, og det brede Vand snævres ind.
Par son souffle Dieu produit la glace, Il réduit l’espace où se répandaient les eaux.
11 Ja, med Fugtighed fylder han Skyen; han udbreder sin lysopfyldte Sky.
Il charge de vapeurs les nuages, Il les disperse étincelants;
12 Og den vender sig i Kredse, alt som han styrer den til dens Gerning, til alt, hvad han byder den, hen over Jordens Kreds:
Leurs évolutions varient selon ses desseins, Pour l’accomplissement de tout ce qu’il leur ordonne, Sur la face de la terre habitée;
13 Enten til Revselse eller til hans Lands Bedste eller til Velgerning lader han den ramme.
C’est comme une verge dont il frappe sa terre, Ou comme un signe de son amour, qu’il les fait apparaître.
14 Job, vend dine Øren til dette; staa stille og agt paa Guds underfulde Ting!
Job, sois attentif à ces choses! Considère encore les merveilles de Dieu!
15 Ved du, naar Gud tænker derpaa, og naar han lader sin Skys Lys skinne?
Sais-tu comment Dieu les dirige, Et fait briller son nuage étincelant?
16 Ved du hvorledes Skyerne svæve? de underfulde Ting af ham, som er fuldkommen i al Kundskab?
Comprends-tu le balancement des nuées, Les merveilles de celui dont la science est parfaite?
17 du, hvis Klæder blive varme, naar han gør Landet lummert fra Sønden?
Sais-tu pourquoi tes vêtements sont chauds Quand la terre se repose par le vent du midi?
18 Udspænder du med ham de øverste Skyer, der ere faste som et støbt Spejl?
Peux-tu comme lui étendre les cieux, Aussi solides qu’un miroir de fonte?
19 Lad os vide, hvad vi skulle sige til ham! vi kunne ikke fremføre noget ud fra Mørket.
Fais-nous connaître ce que nous devons lui dire; Nous sommes trop ignorants pour nous adresser à lui.
20 Skal det fortælles ham, at jeg taler? eller mon nogen har ønsket, at han maatte blive opslugt?
Lui annoncera-t-on que je parlerai? Mais quel est l’homme qui désire sa perte?
21 Og nu, ser man ikke Lyset, som straaler i de øverste Skyer: Saa farer et Vejr frem og renser dem.
On ne peut fixer le soleil qui resplendit dans les cieux, Lorsqu’un vent passe et en ramène la pureté;
22 Af Norden kommer Guld; over Gud er der forfærdelig Majestæt.
Le septentrion le rend éclatant comme l’or. Oh! Que la majesté de Dieu est redoutable!
23 Den Almægtige, ham kunne vi ikke naa til, ham, som er stor i Kraft; Ret og Retfærdigheds Fylde undertrykker han ikke.
Nous ne saurions parvenir jusqu’au Tout-Puissant, Grand par la force, Par la justice, par le droit souverain: Il ne répond pas!
24 Derfor frygte Folkene ham; han ser ikke til nogen, som er viis i Hjertet.
C’est pourquoi les hommes doivent le craindre; Il ne porte les regards sur aucun sage.
