Job 37
1 Ta, over dette forfærdes mit Hjerte og farer op fra sit Sted.
Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!
2 Hører, ja hører hans Røsts Drøn og Bulderet, der udgaar af hans Mund.
Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!
3 Han lader det fare ud under al Himmelen og sit Lys over Jordens Flige.
Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;
4 Efter ham brøler Røsten, han tordner med sin Højheds Røst; og han holder dem ikke tilbage, naar hans Røst høres.
efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.
5 Gud tordner vidunderligt med sin Røst; han gør store Ting, og vi kunne ikke kende dem.
Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.
6 Thi han siger til Sneen: Fald til Jorden! og ligesaa til Regnskyllene, ja til hans Vældes Regnskyl.
Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!"
7 Han forsegler hver Mands Haand, at alle Folk, som ere hans Skabning, skulle kende det.
For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.
8 Da gaa de vilde Dyr i Hule og blive i deres Boliger.
De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:
9 Fra Syden kommer Stormen, og med Nordenvindene kommer Kulden.
Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.
10 Ved Guds Aande kommer Is, og det brede Vand snævres ind.
Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.
11 Ja, med Fugtighed fylder han Skyen; han udbreder sin lysopfyldte Sky.
Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;
12 Og den vender sig i Kredse, alt som han styrer den til dens Gerning, til alt, hvad han byder den, hen over Jordens Kreds:
det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,
13 Enten til Revselse eller til hans Lands Bedste eller til Velgerning lader han den ramme.
hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.
14 Job, vend dine Øren til dette; staa stille og agt paa Guds underfulde Ting!
Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!
15 Ved du, naar Gud tænker derpaa, og naar han lader sin Skys Lys skinne?
Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?
16 Ved du hvorledes Skyerne svæve? de underfulde Ting af ham, som er fuldkommen i al Kundskab?
Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?
17 du, hvis Klæder blive varme, naar han gør Landet lummert fra Sønden?
Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?
18 Udspænder du med ham de øverste Skyer, der ere faste som et støbt Spejl?
Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?
19 Lad os vide, hvad vi skulle sige til ham! vi kunne ikke fremføre noget ud fra Mørket.
Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.
20 Skal det fortælles ham, at jeg taler? eller mon nogen har ønsket, at han maatte blive opslugt?
Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?
21 Og nu, ser man ikke Lyset, som straaler i de øverste Skyer: Saa farer et Vejr frem og renser dem.
Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,
22 Af Norden kommer Guld; over Gud er der forfærdelig Majestæt.
fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,
23 Den Almægtige, ham kunne vi ikke naa til, ham, som er stor i Kraft; Ret og Retfærdigheds Fylde undertrykker han ikke.
og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;
24 Derfor frygte Folkene ham; han ser ikke til nogen, som er viis i Hjertet.
derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.
