Job 37

1 Ta, over dette forfærdes mit Hjerte og farer op fra sit Sted.

Da, od toga i moje srce drhti i s mjesta svoga iskočiti hoće.

2 Hører, ja hører hans Røsts Drøn og Bulderet, der udgaar af hans Mund.

Čujte, čujte gromor glasa njegova, tutnjavu što mu iz usta izlazi.

3 Han lader det fare ud under al Himmelen og sit Lys over Jordens Flige.

Gle, munja lijeće preko cijelog neba - i sijevne blijesak s kraja na kraj zemlje -

4 Efter ham brøler Røsten, han tordner med sin Højheds Røst; og han holder dem ikke tilbage, naar hans Røst høres.

iza nje silan jedan glas se ori: to On gromori glasom veličajnim. Munje mu lete, nitko ih ne priječi, tek što mu je glas jednom odjeknuo.

5 Gud tordner vidunderligt med sin Røst; han gør store Ting, og vi kunne ikke kende dem.

Da, Bog gromori glasom veličajnim, djela velebna, neshvatljiva stvara.

6 Thi han siger til Sneen: Fald til Jorden! og ligesaa til Regnskyllene, ja til hans Vældes Regnskyl.

Kad snijegu kaže: 'Zasniježi po zemlji!' i pljuskovima: 'Zapljuštite silno!'

7 Han forsegler hver Mands Haand, at alle Folk, som ere hans Skabning, skulle kende det.

svakom čovjeku zapečati ruke da svi njegovo upoznaju djelo.

8 Da gaa de vilde Dyr i Hule og blive i deres Boliger.

U brlog se tad zvijeri sve uvuku i na svojem se šćućure ležaju.

9 Fra Syden kommer Stormen, og med Nordenvindene kommer Kulden.

S južne se strane podiže oluja, a studen vjetri sjeverni donose.

10 Ved Guds Aande kommer Is, og det brede Vand snævres ind.

Već led od daha Božjega nastaje i vodena se kruti površina.

11 Ja, med Fugtighed fylder han Skyen; han udbreder sin lysopfyldte Sky.

I opet vodom puni on oblake, i sijevat' stanu oblaci munjama;

12 Og den vender sig i Kredse, alt som han styrer den til dens Gerning, til alt, hvad han byder den, hen over Jordens Kreds:

kruže posvuda po volji njegovoj, što im naloži, to će izvršiti na licu cijelog kruga zemaljskoga.

13 Enten til Revselse eller til hans Lands Bedste eller til Velgerning lader han den ramme.

Šalje ih - ili da kazni narode, ili da ih milosrđem obdari.

14 Job, vend dine Øren til dette; staa stille og agt paa Guds underfulde Ting!

Poslušaj ovo, Jobe, umiri se i promotri djela Božja čudesna.

15 Ved du, naar Gud tænker derpaa, og naar han lader sin Skys Lys skinne?

Znaš li kako Bog njima zapovijeda, kako munju iz oblaka svog pušta?

16 Ved du hvorledes Skyerne svæve? de underfulde Ting af ham, som er fuldkommen i al Kundskab?

Znaš li o čem vise gore oblaci? Čudesna to su znanja savršenog.

17 du, hvis Klæder blive varme, naar han gør Landet lummert fra Sønden?

Kako ti gore od žege haljine u južnom vjetru kad zemlja obamre?

18 Udspænder du med ham de øverste Skyer, der ere faste som et støbt Spejl?

Zar si nebesa s njim ti razapeo, čvrsta poput ogledala livenog?

19 Lad os vide, hvad vi skulle sige til ham! vi kunne ikke fremføre noget ud fra Mørket.

DÓe naputi me što da mu kažemo: zbog tmine se ne snalazimo više.

20 Skal det fortælles ham, at jeg taler? eller mon nogen har ønsket, at han maatte blive opslugt?

Zar ćeš mu reći: 'Hoću govoriti'? Ili na propast vlastitu pristati?

21 Og nu, ser man ikke Lyset, som straaler i de øverste Skyer: Saa farer et Vejr frem og renser dem.

Tko, dakle, može u svjetlost gledati na nebesima što se sja blistavo kada oblake rastjeraju vjetri?

22 Af Norden kommer Guld; over Gud er der forfærdelig Majestæt.

Sa sjevera k'o zlato je bljesnulo: veličanstvom strašnim Bog se odjenu!

23 Den Almægtige, ham kunne vi ikke naa til, ham, som er stor i Kraft; Ret og Retfærdigheds Fylde undertrykker han ikke.

Da, Svesilnog doseći ne možemo, neizmjeran je u moći i sudu, velik u pravdi, nikog on ne tlači.

24 Derfor frygte Folkene ham; han ser ikke til nogen, som er viis i Hjertet.

Zato ljudi svi neka ga se boje! Na mudrost oholu on i ne gleda!”