Job 36
1 Og Elihu blev ved og sagde:
Elihu toaa ne kasa so sɛ,
2 Bi mig lidt, og jeg vil belære dig, thi her er endnu noget at tale for Gud.
“Monto mo bo ase kakra mma me, na mɛkyerɛ mo sɛ aka bebree a ɛsɛ sɛ yɛka ma Onyankopɔn.
3 Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig, Ret.
Menya me nimdeɛ firi akyirikyiri; mɛka sɛ me Yɛfoɔ bu atɛntenenee.
4 Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig.
Monnye ntom sɛ me nsɛm yɛ nokorɛ turodoo; na meyɛ obi a ne nimdeɛ so wɔ mo mu.
5 Se, Gud er mægtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er mægtig i Forstandens Styrke.
“Onyankopɔn so, nanso, ɔntwiri nnipa; ɔkorɔn na ɔnhinhim ne botaeɛ mu.
6 Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret.
Ɔmma amumuyɛfoɔ ntena nkwa mu, na ɔde amanehunufoɔ kyɛfa ma wɔn.
7 Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes.
Ɔnnyi nʼani mfiri ɔteneneeni so. Ɔma wɔne ahemfo di adeɛ na ɔma wɔn so afebɔɔ.
8 Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore,
Na sɛ wɔde mpokyerɛ gu nnipa na amanehunu ahoma akyekyere wɔn papee a,
9 da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige;
ɔka deɛ wɔayɛ kyerɛ wɔn sɛ wɔnam ahantan so ayɛ bɔne.
10 da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.
Ɔma wɔtie ntenesoɔ na ɔhyɛ wɔn sɛ wɔnnu wɔn ho wɔn bɔne ho.
11 Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed;
Sɛ wɔyɛ ɔsetie na wɔsom no a, wɔbɛdi yie wɔ wɔn ɛnna a aka no mu na wɔn mfeɛ nyinaa ayɛ anisɔ ama wɔn.
12 men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet op opgive Aanden i Uforstand.
Na sɛ wɔantie no a, wɔbɛyera wɔ akofena ano, na wɔawuwu a wɔnni nimdeɛ.
13 Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.
“Wɔn a wɔnnim Onyame no kora abufuo so; mpo sɛ ɔgu wɔn nkɔnsɔnkɔnsɔn a, wɔnsu mpɛ mmoa.
14 Deres Sjæl dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres.
Wɔwuwu wɔn mmabunuberɛ mu wɔ adwaman mu, wɔ mmarima adwamanfoɔ a wɔtete abosonnan mu mu.
15 Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel.
Nanso, wɔn a wɔhunu amane no, ɔgye wɔn; na ɔkasa kyerɛ wɔn wɔ wɔn haw mu.
16 Ogsaa dig leder han ud af Trængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme.
“Ɔregye wo afiri ahohiahia mu de wo akɔ petee mu a ahokyere nnie, deɛ wowɔ asomdwoeɛ, na nnuane pa ayɛ wo ɛpono so ma.
17 Men har du fuldt op af den uretfærdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad.
Nanso seesei, atemmuo a ɛfata amumuyɛfoɔ na aba wo so; atemmuo ne atɛntenenee asɔ wo mu.
18 Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig!
Hwɛ yie na obi amfa ahonya annaadaa wo; mma adanmudeɛ kɛseɛ bi ntwe wo.
19 Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke!
Wʼahonya anaasɛ mpo wʼahohaw bebrebe nyinaa enti, worenkɔ amanehunu mu anaa?
20 Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted.
Mpere anadwo ho, sɛ ɛmmɛpra nnipa mfiri wɔn afie mu.
21 Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide.
Hwɛ na woannane ankɔ bɔne ho, deɛ ayɛ sɛ wopɛ sene amanehunu.
22 Se, Gud er ophøjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?
“Onyankopɔn yɛ kɛseɛ wɔ ne tumi mu. Hwan na ɔyɛ ɔkyerɛkyerɛfoɔ sɛ ɔno?
23 Hvo har foreskrevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret?
Hwan na wahyehyɛ nʼakwan ama no anaa waka akyerɛ no sɛ, ‘Woayɛ mfomsoɔ.’
24 Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget;
Kae na kamfo nʼadwuma a nnipa de nnwontoɔ akamfo no.
25 hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra.
Adasamma nyinaa ahunu; nnipa hwɛ haa firi akyirikyiri.
26 Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar.
Onyankopɔn yɛ kɛseɛ, ɛboro yɛn nteaseɛ so! Ne mfeɛ dodoɔ mu nni hwehwɛbea.
27 Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn,
“Ɔtwetwe nsuo a ɛsosɔ, ma ɛdane osutɔ gu asutene mu;
28 hvilken Skyerne lade nedflyde, lade neddryppe over mange Mennesker.
na omununkum tɔ bosuo gu fam na osutɔ bebree gu adasamma so.
29 Mon ogsaa nogen forstaa hans Skyers Udspænding, hans Hyttes Bragen?
Hwan na ɔbɛtumi ate sɛdeɛ ɔtrɛtrɛ omununkum mu ase, sɛdeɛ ɔbobɔ mu firi nʼatenaeɛ?
30 Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder.
Hwɛ sɛdeɛ ɔhwete nʼanyinam mu wɔ ne ho ma ɛkɔ ɛpo bunu mu.
31 Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed.
Yei ne ɛkwan a ɔfa so di amanaman no so na ɔma aduane bu wɔn so.
32 Over sine Hænder dækker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme.
Ɔde anyinam hyɛ ne nsam ma na ɔhyɛ no sɛ ɛnsi nʼagyiraeɛ.
33 Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvæget, naar han drager op.
Nʼaprannaa bɔ ahum a ɛreba no ho nkaeɛ; na anantwie mpo ma wɔhunu sɛ ɛreba.
