Job 36
1 Og Elihu blev ved og sagde:
Og Elihu blev ved og sa:
2 Bi mig lidt, og jeg vil belære dig, thi her er endnu noget at tale for Gud.
Vent litt på mig, så jeg kan få sagt dig min mening! For ennu er der noget å si til forsvar for Gud.
3 Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig, Ret.
Jeg vil hente min kunnskap langt borte fra, og jeg vil vise at min skaper har rett.
4 Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig.
For sannelig, mine ord er ikke falske; en mann med fullkommen kunnskap har du for dig.
5 Se, Gud er mægtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er mægtig i Forstandens Styrke.
Se, Gud er sterk, men han akter ikke nogen ringe; han er sterk i forstandens kraft.
6 Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret.
Han lar ikke en ugudelig leve, og de undertrykte hjelper han til deres rett.
7 Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes.
Han tar ikke sine øine fra de rettferdige, og hos konger på tronen lar han dem sitte all deres tid høit hedret.
8 Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore,
Og om de blir bundet med lenker og fanget i ulykkens snarer,
9 da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige;
så vil han dermed foreholde dem deres gjerninger, deres synder, at de viste sig gjenstridige,
10 da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.
og åpne deres øre for advarselen og formane dem til å vende om fra det onde.
11 Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed;
Om de da hører og tjener ham, så får de leve sine dager i lykke og sine år i herlighet og glede.
12 men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet op opgive Aanden i Uforstand.
Hører de ikke, da skal de gjennembores av spydet og omkomme i sin uforstand.
13 Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.
Men mennesker med gudløst sinn huser vrede; de roper ikke til Gud når han legger dem i bånd.
14 Deres Sjæl dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres.
De dør i ungdommen, og deres liv ender som tempel-bolernes.
15 Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel.
Han frelser de ulykkelige ved deres ulykke og åpner deres øre ved trengselen.
16 Ogsaa dig leder han ud af Trængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme.
Også dig lokker han ut av trengselens svelg til en åpen plass hvor det ikke er trangt; og ditt bord skal være fullt av fete retter.
17 Men har du fuldt op af den uretfærdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad.
Men er du full av den ugudeliges brøde, så skal brøde og dom følges at.
18 Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig!
La bare ikke vrede lokke dig til spott, og la ikke den store bot lokke dig på avvei!
19 Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke!
Kan vel ditt skrik fri dig ut av trengsel, og kan vel alt ditt strev og slit utrette det?
20 Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted.
Stund ikke efter natten, den natt da hele folkeslag blåses bort fra sitt sted!
21 Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide.
Vokt dig, vend dig ikke til synd! For det har du mere lyst til enn til å lide.
22 Se, Gud er ophøjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?
Se, Gud er ophøiet i sin kraft; hvem er en læremester som han?
23 Hvo har foreskrevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret?
Hvem har foreskrevet ham hans vei, og hvem kan si: Du gjorde urett?
24 Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget;
Kom i hu at du ophøier hans gjerning, den som menneskene har sunget om!
25 hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra.
All verden ser på den med lyst; menneskene skuer den langt borte fra.
26 Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar.
Se, Gud er stor, og vi forstår ham ikke; hans års tall er uutgrundelig;
27 Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn,
han drar vanndråper op til sig, og av tåken siler regnet ned;
28 hvilken Skyerne lade nedflyde, lade neddryppe over mange Mennesker.
fra skyene strømmer det og drypper ned over mange mennesker.
29 Mon ogsaa nogen forstaa hans Skyers Udspænding, hans Hyttes Bragen?
Kan også nogen forstå hvorledes skyene breder sig ut, hvorledes det braker fra hans telt?
30 Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder.
Se, han breder ut sitt lys omkring sig og dekker det med havets røtter.
31 Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed.
For således straffer han folkeslag, men gir også føde i overflod.
32 Over sine Hænder dækker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme.
Han dekker sine hender med lys og byder det å fare ut mot fienden.
33 Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvæget, naar han drager op.
Hans tordenbrak bærer bud om ham; endog feet varsler når han rykker frem.
