Job 36
1 Og Elihu blev ved og sagde:
Addens quoque Eliu, hæc locutus est:
2 Bi mig lidt, og jeg vil belære dig, thi her er endnu noget at tale for Gud.
[Sustine me paululum, et indicabo tibi: adhuc enim habeo quod pro Deo loquar.
3 Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig, Ret.
Repetam scientiam meam a principio, et operatorem meum probabo justum.
4 Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig.
Vere enim absque mendacio sermones mei, et perfecta scientia probabitur tibi.
5 Se, Gud er mægtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er mægtig i Forstandens Styrke.
Deus potentes non abjicit, cum et ipse sit potens:
6 Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret.
sed non salvat impios, et judicium pauperibus tribuit.
7 Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes.
Non auferet a justo oculos suos: et reges in solio collocat in perpetuum, et illi eriguntur.
8 Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore,
Et si fuerint in catenis, et vinciantur funibus paupertatis,
9 da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige;
indicabit eis opera eorum, et scelera eorum, quia violenti fuerunt.
10 da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.
Revelabit quoque aurem eorum, ut corripiat: et loquetur, ut revertantur ab iniquitate.
11 Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed;
Si audierint et observaverint, complebunt dies suos in bono, et annos suos in gloria:
12 men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet op opgive Aanden i Uforstand.
si autem non audierint, transibunt per gladium, et consumentur in stultitia.
13 Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.
Simulatores et callidi provocant iram Dei, neque clamabunt cum vincti fuerint.
14 Deres Sjæl dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres.
Morietur in tempestate anima eorum, et vita eorum inter effeminatos.
15 Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel.
Eripiet de angustia sua pauperem, et revelabit in tribulatione aurem ejus.
16 Ogsaa dig leder han ud af Trængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme.
Igitur salvabit te de ore angusto latissime, et non habente fundamentum subter se: requies autem mensæ tuæ erit plena pinguedine.
17 Men har du fuldt op af den uretfærdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad.
Causa tua quasi impii judicata est: causam judiciumque recipies.
18 Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig!
Non te ergo superet ira ut aliquem opprimas: nec multitudo donorum inclinet te.
19 Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke!
Depone magnitudinem tuam absque tribulatione, et omnes robustos fortitudine.
20 Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted.
Ne protrahas noctem, ut ascendant populi pro eis.
21 Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide.
Cave ne declines ad iniquitatem: hanc enim cœpisti sequi post miseriam.
22 Se, Gud er ophøjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?
Ecce Deus excelsus in fortitudine sua, et nullus ei similis in legislatoribus.
23 Hvo har foreskrevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret?
Quis poterit scrutari vias ejus? aut quis potest ei dicere: Operatus es iniquitatem?
24 Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget;
Memento quod ignores opus ejus, de quo cecinerunt viri.
25 hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra.
Omnes homines vident eum: unusquisque intuetur procul.
26 Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar.
Ecce Deus magnus vincens scientiam nostram: numerus annorum ejus inæstimabilis.
27 Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn,
Qui aufert stillas pluviæ, et effundit imbres ad instar gurgitum,
28 hvilken Skyerne lade nedflyde, lade neddryppe over mange Mennesker.
qui de nubibus fluunt quæ prætexunt cuncta desuper.
29 Mon ogsaa nogen forstaa hans Skyers Udspænding, hans Hyttes Bragen?
Si voluerit extendere nubes quasi tentorium suum,
30 Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder.
et fulgurare lumine suo desuper, cardines quoque maris operiet.
31 Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed.
Per hæc enim judicat populos, et dat escas multis mortalibus.
32 Over sine Hænder dækker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme.
In manibus abscondit lucem, et præcepit ei ut rursus adveniat.
33 Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvæget, naar han drager op.
Annuntiat de ea amico suo, quod possessio ejus sit, et ad eam possit ascendere.]
