Job 36
1 Og Elihu blev ved og sagde:
Elihu agĩthiĩ na mbere kwaria, akiuga atĩrĩ:
2 Bi mig lidt, og jeg vil belære dig, thi her er endnu noget at tale for Gud.
“Ngirĩrĩria hanini, na nĩngũkuonia atĩ harĩ maũndũ mangĩ mangiugwo ma gũciirĩrĩra Ngai.
3 Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig, Ret.
Ũmenyo wakwa ndĩũrutĩte kũraihu; niĩ ngũtũũgĩria kĩhooto kĩa ũcio Mũnyũũmbi.
4 Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig.
Menya wega atĩ ndeto ciakwa ti cia maheeni; ũyũ mũrĩ nake arĩ na ũmenyo mũkinyanĩru.
5 Se, Gud er mægtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er mægtig i Forstandens Styrke.
“Mũrungu nĩwe mwene hinya, no ndairaga andũ; we nĩ mwene hinya, na nĩarũmagia muoroto wake.
6 Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret.
Ndatũũragia arĩa aaganu muoyo, no nĩaheaga arĩa anyariire kĩhooto kĩao.
7 Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes.
Ndeheragia maitho make harĩ arĩa athingu; amaikaragĩria gĩtĩ kĩa ũnene hamwe na athamaki, na akamatũũgĩria nginya tene.
8 Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore,
No rĩrĩ, andũ mangĩkorwo mohetwo na mĩnyororo, makanyiitio na mĩhĩndo ya mĩnyamaro,
9 da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige;
we nĩameeraga ũrĩa mekĩte, atĩ mehĩtie na ũtũrĩka.
10 da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.
We nĩatũmaga mathikĩrĩrie ũtaaro, na akamaatha merire ũũru wao.
11 Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed;
Mangĩmwathĩkĩra na mamũtungatĩre, megũtũũra matukũ mao marĩa matigaru magaacĩire, na mĩaka yao o maiganĩire.
12 men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet op opgive Aanden i Uforstand.
No mangĩaga kũigua, nĩmakaniinwo na rũhiũ rwa njora, na makue matarĩ na ũmenyo.
13 Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.
“Arĩa matarĩ na Ngai ngoro-inĩ meiigagĩra marakara; o na rĩrĩa aramooha na mĩnyororo, matikayaga mateithio.
14 Deres Sjæl dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres.
Makuuaga marĩ ethĩ, magakua hamwe na arũme arĩa maraya ma mahooero-inĩ.
15 Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel.
No arĩa mathĩĩnĩkaga, nĩamakũũraga kuuma thĩĩna-inĩ wao; nĩamaragĩria marĩ mĩnyamaro-inĩ.
16 Ogsaa dig leder han ud af Trængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme.
“We-rĩ, nĩarakũguucĩrĩria uume magego-inĩ ma mĩnyamaro, agũtware handũ haariĩ hatarĩ na ũkunderu, na agũtware akũhurũkie metha-inĩ yaku ĩiyũrĩte irio iria njega.
17 Men har du fuldt op af den uretfærdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad.
No rĩu-rĩ, ũtitikithĩtio ituĩro rĩrĩa rĩagĩrĩire arĩa aaganu; ituĩro rĩa ciira na kĩhooto nĩcigũkumbatĩte.
18 Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig!
Wĩmenyerere mũndũ o na ũrĩkũ ndakanakũheenererie na ũtonga; ndũgetĩkĩrie ihaki inene rĩkũhĩtithie njĩra.
19 Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke!
Ũtonga waku o na kana kĩyo gĩaku kĩnene-rĩ, no ikũnyiitĩrĩre nĩguo ndũgatoonye mĩnyamaro-inĩ?
20 Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted.
Tiga kwĩrirĩria ũtukũ, nĩguo ũguucũrũrie andũ kuuma kwao mĩciĩ.
21 Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide.
Wĩmenyerere ndũkeerekere ũũru-inĩ, tondũ ũkuoneka taarĩ guo wendete gũkĩra gũthĩĩnĩka.
22 Se, Gud er ophøjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?
“Mũrungu nĩatũgĩrĩtio nĩ ũndũ wa ũhoti wake. Nũũ mũrutani take?
23 Hvo har foreskrevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret?
Nũũ ũmwathĩrĩire njĩra ciake, kana akamwĩra atĩrĩ, ‘Wee nĩwĩkĩte ũũru’?
24 Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget;
Ririkanaga gwĩkĩrĩra wĩra wake, ũrĩa andũ manakumia na rwĩmbo.
25 hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra.
Andũ othe nĩmawonete; andũ mawĩroragĩra marĩ o kũraya.
26 Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar.
Ĩ Mũrungu ndakĩrĩ mũnene; nĩ mũnene gũkĩra ũmenyi witũ! Mũigana wa mĩaka yake ndũngĩtuĩrĩka.
27 Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn,
“Ambatagia matata ma maaĩ, marĩa macookaga gũtaatĩra tũrũũĩ ta mbura;
28 hvilken Skyerne lade nedflyde, lade neddryppe over mange Mennesker.
matu magaita ũigũ wamo, nayo mbura nyingĩ ĩkoirĩra andũ.
29 Mon ogsaa nogen forstaa hans Skyers Udspænding, hans Hyttes Bragen?
Nũũ ũngĩmenya ũrĩa atambũrũkagia matu, kana ũhoro wa marurumĩ marĩa moimaga hema-inĩ yake?
30 Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder.
Kĩone ũrĩa ahurunjaga rũheni rwake rũkamũthiũrũrũkĩria, agathambia iria kũrĩa kũriku.
31 Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed.
Ũũ nĩguo aathaga ndũrĩrĩ na akaheana irio nyingĩ.
32 Over sine Hænder dækker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme.
Akumbatagĩria rũheni na moko make, na akarwatha rũringe kĩrĩa kĩorotetwo.
33 Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvæget, naar han drager op.
Marurumĩ make nĩmanagĩrĩra kĩhuhũkanio kĩrĩa kĩroka; o na ngʼombe nĩimenyithanagia atĩ kũrĩ kĩhuhũkanio kĩroka.
