Job 36

1 Og Elihu blev ved og sagde:

Elihu fuhr nun weiter fort:

2 Bi mig lidt, og jeg vil belære dig, thi her er endnu noget at tale for Gud.

"Ein wenig warte noch, daß ich dich unterweise! Denn noch spricht manches auch für Gott.

3 Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig, Ret.

Ich muß nur meinen Vortrag weiter ausdehnen; doch werde ich mein Tun rechtfertigen.

4 Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig.

Denn nimmer sollen meine Worte dich enttäuschen, die ich an dich, Rechthaber, richte.

5 Se, Gud er mægtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er mægtig i Forstandens Styrke.

Sieh, Gott ist fest und widerspricht sich nicht; er ist durchaus von festem Sinn.

6 Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret.

Er schenkt dem Frevler nicht das Leben; dem Armen aber gibt er Recht.

7 Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes.

Von Frommen zieht er nicht die Augen ab; sogar mit Königen läßt er auf dem Thron sie sitzen, in Pracht und Herrlichkeit, und werden sie dann stolz,

8 Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore,

so legt man sie in Ketten, und sie werden so gefesselt in des Elends Stricken.

9 da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige;

Dann hält er ihnen vor ihr Treiben, ihre Sünden, daß sie stolz geworden.

10 da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.

Und so tut er ihr Ohr der Warnung auf und heißt sie umkehren von Sünden.

11 Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed;

Gehorchen sie in Unterwürfigkeit, dann fließen ihre Tage in Glückseligkeit, in Wonne ihre Jahre hin.

12 men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet op opgive Aanden i Uforstand.

Doch wenn sie nicht gehorchen, rennen sie ins Dunkle und sie sterben in Verblendung.

13 Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.

Ruchlose Leute aber wecken Zorn und rufen nicht um Hilfe, wenn er sie fesselt.

14 Deres Sjæl dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres.

Hin stirbt so in der Jugendfrische ihre Seele, ihr Leben in der Vollkraft.

15 Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel.

In seinem Elend rettet er den Armen, dieweil er in der Not ihr Ohr eröffnet.

16 Ogsaa dig leder han ud af Trængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme.

Er lockt auch dich aus der Bedrängnis Rachen. An ihre Stelle träte Freiheit, unbeengt, und deines Tisches Schüssel würde voll von Fett.

17 Men har du fuldt op af den uretfærdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad.

Bist du von frevelhaftem Urteil aber voll, dann trifft auch dich gerechtes Urteil.

18 Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig!

Denn Zorn verführe dich nicht zu dem Übermaße, der Streit um Lösung soll dich nicht verleiten.

19 Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke!

Wird's dein Geschrei in Ordnung bringen? Unnötig sind ja all die Kraftanstrengungen.

20 Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted.

Nicht wünsche dir die Nacht herbei! An ihre Stelle treten Unruhen.

21 Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide.

Nimm dich in acht und kehre nimmer dich dem Frevel zu! Du hast dazu mehr Lust als zu dem Leiden.

22 Se, Gud er ophøjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?

Sieh, Gott ist groß in seiner Macht. Wer ist ein Lehrer gleich wie er?

23 Hvo har foreskrevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret?

Wer stellt ihn über seinen Weg zur Rede? Wer sagt nur: 'Du hast schlecht gehandelt'?

24 Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget;

Bedenk, daß du sein Tun des Irrtums zeihst, das andere in Lobliedern besingen!

25 hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra.

Und alle Menschen haben ihre Lust daran; die Sterblichen betrachten es seit fernsten Zeiten.

26 Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar.

Sieh, Gott ist alt, weit über unsere Begriffe, und unerforschlich seiner Jahre Zahl.

27 Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn,

Er zählt die Wassertropfen ab, daß sie in seinen Nebel hin als Regen sickern,

28 hvilken Skyerne lade nedflyde, lade neddryppe over mange Mennesker.

den Wolken rieseln lassen, auf viele Menschen niederträufelnd.

29 Mon ogsaa nogen forstaa hans Skyers Udspænding, hans Hyttes Bragen?

Wer vollends hätte Einsicht in der Wolken Weite, in das Gedröhne seines Wohngezeltes,

30 Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder.

wenn er darin sein Rollen weithin tönen läßt und dann des Meeres Quellen niederrinnen?

31 Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed.

Denn damit gibt er Völkern Nahrung, stellt Speise her in großer Menge.

32 Over sine Hænder dækker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme.

Er birgt den Blitzstrahl in den Händen, befiehlt ihm, wo er einzuschlagen hat.

33 Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvæget, naar han drager op.

Er zeigt ihm seinen Freund; den Frevler aber läßt er ihn durchbohren."