Job 36
1 Og Elihu blev ved og sagde:
And Elihu addeth and saith: —
2 Bi mig lidt, og jeg vil belære dig, thi her er endnu noget at tale for Gud.
Honour me a little, and I shew thee, That yet for God [are] words.
3 Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig, Ret.
I lift up my knowledge from afar, And to my Maker I ascribe righteousness.
4 Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig.
For, truly, my words [are] not false, The perfect in knowledge [is] with thee.
5 Se, Gud er mægtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er mægtig i Forstandens Styrke.
Lo, God [is] mighty, and despiseth not, Mighty [in] power [and] heart.
6 Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret.
He reviveth not the wicked, And the judgment of the poor appointeth;
7 Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes.
He withdraweth not from the righteous His eyes, And [from] kings on the throne, And causeth them to sit for ever, and they are high,
8 Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore,
And if prisoners in fetters They are captured with cords of affliction,
9 da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige;
Then He declareth to them their work, And their transgressions, Because they have become mighty,
10 da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.
And He uncovereth their ear for instruction, And saith that they turn back from iniquity.
11 Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed;
If they do hear and serve, They complete their days in good, And their years in pleasantness.
12 men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet op opgive Aanden i Uforstand.
And if they do not hearken, By the dart they pass away, And expire without knowledge.
13 Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.
And the profane in heart set the face, They cry not when He hath bound them.
14 Deres Sjæl dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres.
Their soul dieth in youth, And their life among the defiled.
15 Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel.
He draweth out the afflicted in his affliction, And uncovereth in oppression their ear.
16 Ogsaa dig leder han ud af Trængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme.
And also He moved thee from a strait place, [To] a broad place — no straitness under it, And the sitting beyond of thy table Hath been full of fatness.
17 Men har du fuldt op af den uretfærdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad.
And the judgment of the wicked thou hast fulfilled, Judgment and justice are upheld — because of fury,
18 Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig!
Lest He move thee with a stroke, And the abundance of an atonement turn thee not aside.
19 Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke!
Doth He value thy riches? He hath gold, and all the forces of power.
20 Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted.
Desire not the night, For the going up of peoples in their stead.
21 Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide.
Take heed — do not turn unto iniquity, For on this thou hast fixed Rather than [on] affliction.
22 Se, Gud er ophøjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?
Lo, God doth sit on high by His power, Who [is] like Him — a teacher?
23 Hvo har foreskrevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret?
Who hath appointed unto Him his way? And who said, 'Thou hast done iniquity?'
24 Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget;
Remember that thou magnify His work That men have beheld.
25 hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra.
All men have looked on it, Man looketh attentively from afar.
26 Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar.
Lo, God [is] high, And we know not the number of His years, Yea, there [is] no searching.
27 Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn,
When He doth diminish droppings of the waters, They refine rain according to its vapour,
28 hvilken Skyerne lade nedflyde, lade neddryppe over mange Mennesker.
Which clouds do drop, They distil on man abundantly.
29 Mon ogsaa nogen forstaa hans Skyers Udspænding, hans Hyttes Bragen?
Yea, doth [any] understand The spreadings out of a cloud? The noises of His tabernacle?
30 Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder.
Lo, He hath spread over it His light, And the roots of the sea He hath covered,
31 Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed.
For by them He doth judge peoples, He giveth food in abundance.
32 Over sine Hænder dækker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme.
By two palms He hath covered the light, And layeth a charge over it in meeting,
33 Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvæget, naar han drager op.
He sheweth by it [to] his friend substance, Anger against perversity.
