Job 36
1 Og Elihu blev ved og sagde:
Also Helyu addide, and spak these thingis,
2 Bi mig lidt, og jeg vil belære dig, thi her er endnu noget at tale for Gud.
Suffre thou me a litil, and Y schal schewe to thee; for yit Y haue that, that Y schal speke for God.
3 Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig, Ret.
Y schal reherse my kunnyng fro the bigynnyng; and Y schal preue my worchere iust.
4 Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig.
For verili my wordis ben with out leesyng, and perfit kunnyng schal be preued to thee.
5 Se, Gud er mægtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er mægtig i Forstandens Styrke.
God castith not awei myyti men, sithen he is myyti;
6 Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret.
but he saueth not wickid men, and he yyueth dom to pore men.
7 Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes.
He takith not awei hise iyen fro a iust man; and he settith kyngis in seete with out ende, and thei ben reisid there.
8 Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore,
And if thei ben in chaynes, and ben boundun with the roopis of pouert,
9 da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige;
he schal shewe to hem her werkis, and her grete trespassis; for thei weren violent, `ethir rauenours.
10 da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.
Also he schal opene her eere, that he chastise; and he schal speke, that thei turne ayen fro wickidnesse.
11 Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed;
If thei heren, and kepen, thei schulen fille her daies in good, and her yeris in glorie.
12 men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet op opgive Aanden i Uforstand.
Sotheli if thei heren not, thei schulen passe bi swerd, and thei schulen be wastid in foli.
13 Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.
Feyneris and false men stiren the ire of God; and thei schulen not crye, whanne thei ben boundun.
14 Deres Sjæl dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres.
The soule of hem schal die in tempest; and the lijf of hem among `men of wymmens condiciouns.
15 Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel.
He schal delyuere a pore man fro his angwisch; and he schal opene `the eere of hym in tribulacioun.
16 Ogsaa dig leder han ud af Trængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme.
Therfor he schal saue thee fro the streit mouth of the broddeste tribulacioun, and not hauynge a foundement vndur it; sotheli the rest of thi table schal be ful of fatnesse.
17 Men har du fuldt op af den uretfærdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad.
Thi cause is demed as the cause of a wickid man; forsothe thou schalt resseyue thi cause and doom.
18 Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig!
Therfor ire ouercome thee not, that thou oppresse ony man; and the multitude of yiftis bowe thee not.
19 Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke!
Putte doun thi greetnesse with out tribulacioun, and putte doun alle stronge men bi strengthe.
20 Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted.
Dilaie thou not nyyt, that puplis stie for hem.
21 Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide.
Be thou war, that thou bowe not to wickidnesse; for thou hast bigunne to sue this wickidnesse aftir wretchidnesse.
22 Se, Gud er ophøjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?
Lo! God is hiy in his strengthe, and noon is lijk hym among the yyueris of lawe.
23 Hvo har foreskrevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret?
Who mai seke out the weies of God? ethir who dar seie to hym, Thou hast wrouyt wickidnesse?
24 Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget;
Haue thou mynde, that thou knowist not his werk, of whom men sungun.
25 hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra.
Alle men seen God; ech man biholdith afer.
26 Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar.
Lo! God is greet, ouercomynge oure kunnyng; the noumbre of hise yeeris is with out noumbre.
27 Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn,
Which takith awei the dropis of reyn; and schedith out reynes at the licnesse of floodyatis,
28 hvilken Skyerne lade nedflyde, lade neddryppe over mange Mennesker.
whiche comen doun of the cloudis, that hilen alle thingis aboue.
29 Mon ogsaa nogen forstaa hans Skyers Udspænding, hans Hyttes Bragen?
If he wole stretche forthe cloudis as his tente,
30 Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder.
and leite with his liyt fro aboue, he schal hile, yhe,
31 Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed.
the herris of the see. For bi these thingis he demeth puplis, and yyueth mete to many deedli men.
32 Over sine Hænder dækker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme.
In hondis he hidith liyt; and comaundith it, that it come eft.
33 Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvæget, naar han drager op.
He tellith of it to his freend, that it is his possessioun; and that he may stie to it.
